Rune Lykkeberg troede, at ’Klovn’ var for mænd som ham, men hans datter elsker den: »Det fedeste er, at ingen er hellige«

Det sjoveste i den danske populærkultur, som jeg selv har været samtidig med og har set udvikle sig fra eksperiment til en egentlig institution, er også det mest ubehagelige: Det er Casper Christensen og Frank Hvams tv-serie, som også er blevet til tre spillefilm, Klovn.

Den kan være så ubehageligt pinlig at se på, at mange, som ellers har oplevet voldsom sygdom og pludselig død, ikke kan holde det ud, og den er så sjov, at endnu flere ikke kan lade være. Klovn gennemspiller den sociale død: Det, man frygter mest socialt, sker for Frank. Hans tarvelige løgne, billige snobberi og drengede liderlighed, som det er en falliterklæring, hvis man ikke kan styre, bliver afsløret. Og alligevel er han altid klar igen i næste afsnit. Alt går galt, men intet forandrer sig. Frank bliver til grin, men vi forstår også, at det er latterligt at være så bange for at blive til grin, og vi bliver bevidste om, hvor meget den frygt begrænser os. Klovn handler om, hvordan man som regel overlever den sociale død. Det er en befrielse. 

Jeg beundrer Klovn for portrættet af det nye kulturborgerskab, som hverken har den kulturelle dannelse eller borgerskabets forpligtelser over for andre. Og for signalementet af en livsstil, der blander vinsmagning og investeringer, liderlighed og grådighed, Olafur Eliasson og Audi, vildt liv og business, professionalisme og hedonisme. Men da Casper Christensen og Frank Hvam, inden den seneste spillefilm, annoncerede, at det ville blive afslutningen på Klovn, tænker jeg også, at det var rigtigt. Samtidens overklasse havde fået sin komedie, min generation af mænd vores store fortælling, og Klovn var blevet en pastiche. 

Men de brød deres løfte med ottende sæson, der var en transformation af serien og et gennembrud for Mia-karakteren. Og jeg opdagede til min overraskelse, at min egen datter, Donya, og hendes venner og veninder var begyndt ikke bare at se Klovn, men at dyrke den. Hun og jeg ser mange film og tv-serier sammen og taler meget om dem. Klovn har vi også talt meget om, men vi har ikke set det sammen.

Det undrede mig, og det interesserer mig: Hvordan kan det være, at en generation, der er bevidst om at behandle hinanden ordentligt og har påtaget sig ansvaret for at opdrage deres forældres generation til en ny tid, overgiver sig til fortællinger om to mænd, der aldrig opfører sig ordentligt og altid klager over dem, der vil begrænse dem. Så i stedet for selv at anmelde niende sæson, som har premiere søndag, interviewer jeg min 20-årige datter om den nye sæson.

Klovn som referencepunkt

– Hvad betyder ’Klovn’ for dig og dine venner?

»Klovn og Game of Thrones er de serier, der har fyldt mest blandt mine venner, og som der har været mest snak om, hver eneste gang en ny sæson er kommet ud. Jeg har venner, der taler som Casper Christensen i Klovn, og venner, som, da de hørte, at jeg havde fået et link til den nye sæson, før den kom ud, var villige til at betale for at se det. Jeg har venner, der lytter til Klovn-podcasten, som gennemgår alle afsnittene af serien.«

»Vi genser gamle afsnit, når vi ligger sammen og har tømmermænd og ikke ved, hvad vi skal lave. Den er et konstant referencepunkt i samtaler og jokes. Der bliver regelmæssigt sagt, at noget er Klovn-agtigt eller minder om Klovn.«

– Jeg synes, Mia er en genial kvindeskikkelse, og hun kommer til sin ret i ottende sæson, hvor hun bliver den pinlige, hvilket er seriens hæderstegn, og Frank bliver den, hun er pinlig over for. På den måde bliver kønsrollerne vendt om. Alligevel tænker jeg meget ’Klovn’ som en mandeserie. Er det alle køn blandt dine venner, som ser ’Klovn’?

»Ja. Det, man skal forstå, er, at for din generation er den måske mere en mandeserie. Men de mænd, der bliver gjort grin med, skiller sig ud fra mændene i min generation. Det er mere vores forældres generation, der bliver gjort grin med. I føler, der bliver gjort grin med jer. Men når drenge i min generation ser det, føler de, det er deres fædre, der er til grin. Når man ser Frank i hans ikoniske undertøj, ser vi vores fædre. Men det er stadig farligt, for ligesom man kan blive pinligt berørt over sine forældre, kan jeg blive pinligt berørt over Klovn.« 

– Hvad tror du, ’Klovn’ betyder for jeres generation?

»Det har jeg talt med mine venner om. Min generation er nok den sidste generation, der kan huske, dengang humoren i de første sæsoner var okay. Jeg kan huske humoren, fra før den blev politisk korrekt. I en tid, hvor mange sociale fremskridt har ført til censur af meget komik og underholdning, kan man i de gamle sæsoner få et gensyn med en utroligt offensiv, grov og ucensureret humor, som de ikke engang ville kunne sige i Klovn i dag. «

»Mange af de ting, man ikke kan sige længere, skal man heller ikke kunne sige længere. Men der er noget fedt ved, at man i de gamle sæsoner af Klovn kan se noget, som man stadig kan blive oprigtig provokeret over. Appellen ved de gamle sæsoner er, at man kan få det ucensurerede i en tid, hvor al populærkultur er meget opmærksomt på ikke at støde nogen.«

Helten Mia

– Hvis ’Klovn’ særligt i de første sæsoner er anstødelig, hvorfor tror du så, den overlever?

»Præmissen i Klovn er, at Frank og Casper aldrig rigtig lærer af deres fejl. De fucker op, og i næste afsnit kan de fucke op på samme måde igen. Men virkelighedens Frank og Casper følger med tiden og udvikler sig. Det, tror jeg, er grunden til, at Klovn kan overleve. I den nye sæson sidder de for eksempel og gør grin med den type mand, som altid klager over det politisk korrekte. Så de anerkender, at tiden har ændret sig. De gør grin med dem, de selv var i de gamle sæsoner. Jeg tror, det er derfor, de ikke er blevet cancelled. Det viser en stor selvindsigt i forhold til deres humor og tiden.«

– Synes du så, at de er blevet mere eller mindre sjove med tiden?

»Jeg tror, der er bred enighed om, at de gamle sæsoner var sjovest objektivt. Men det ville heller ikke være sjovt, hvis de var sjove på samme måde i dag. Den har foregået i så lang tid, så de har været i så mange livsfaser og skal også nye steder hen. De nye sæsoner holder niveauet. Især ottende og niende sæson.«

– Hvad synes du om de kvindelige karakterer i ’Klovn’?

»Jeg synes helt generelt, at kvinders potentiale for at være sjove er blevet meget overset i de gamle tv-serier. Det er blevet reduceret til kønnede stereotyper. For eksempel Rachel i Friends, der er sjov, fordi hun er forkælet, overfladisk og godt kan lide at shoppe. «

»Ved at udvikle Mia til en karakter, som godt kan være pinlig, anerkender man hende og giver hende kompleksitet og dybde, som er på niveau med de mandlige karakterer – hvis ikke mere. Det er en fed ting for kvinder, at Mia går fra i de tidligere sæsoner at være den sure kvinde, som skal stoppe det, når det bliver sjovt, og som er den, man skammer sig over for, til at være den, der selv skammer sig, fordi hun har gjort noget forkert. Hun er gået fra at være den moralske overdommer og Franks voice of reason til at være den, Frank skal være sur og kedelig over for.«

– Kan du komme med et eksempel på det?

»Det er genialt, da Mia kommer hjem klokken syv om morgenen og går med et eller andet natmad. Måske en pizzaslice. Hun er pissefuld og vakler. Og det er Frank, som er fornuftig og konfronterer hende med, at hun kommer for sent hjem. Og hun er bare ligeglad. Det er et godt afsnit for deres forhold, fordi hun bliver pinligt berørt over ham, da han vil gøre alt for at få sin egen flise på Frederiksbergs walk of fame, og han bliver pinlig over, at hun opfører sig som en teenager, da hun kommer hjem.«

Fnug er samtiden

– Der har været snak i offentligheden om, at Casper Christensen har forandret sig. Ser du også en ny Casper i ’Klovn’? 

»Casper har altid været en kamæleon i forhold til damer. Han har altid været forskellige personer med det formål at score. Og hans store karakterudvikling, hvor han i dag tager til arrangementer i Kvinfo, vasker tøj og prædiker friblødning, er jo bare en fortsættelse af hans gamle karakter. Der er hele tiden de her påmindelser om, at det ikke er, fordi han har ændret sig som person, men bare dem, han skal score, som efterspørger noget andet.«

– Hvad synes du om Fnug, Caspers nye kæreste, som er feminist og hænger ud med Sofie Linde?

»Med Fnug bliver det hele meget meta i Klovn. Det er godt, hun er kommet med, fordi det er en simpel måde at konfrontere Klovn med samtiden på. Det er en konkretisering af, hvordan både serien og Casper og Frank skal følge med tiden. Hun og Casper er som den nye tid og den gamle tid, der møder hinanden. For eksempel kommer han, på et tidspunkt hvor han ellers lader, som om han er den nye Casper, til at sige, at Mia er ramt af ’panik før lukketid’, fordi hun er i overgangsalderen. Der afslører han sig som gamle Casper. Fnug sætter ham på plads, og han lægger sig fladt ned. ’Det var forkert sagt,’ undskylder han. Bagefter, da hun er gået, kigger han og Frank på hinanden og siger: ’Hvorfor fanden må man ikke sige ’panik før lukketid’ mere?’ Der er mange af de her øjeblikke i den nye sæson, hvor Klovn viser sin egen selvbevidsthed og inddrager den type dialoger, som ikke bare er mellem karaktererne, men også mellem serien og samtiden.«

– Jeg synes, den bedste scene i den nye sæson er der, hvor Casper og Frank har købt persisk kaviar af en iraner, som har importeret det ulovligt og bilder dem ind, at det er et røverkøb, at de kan få 500 gram for 20.000 kroner. Sælgeren er af den religiøse overbevisning, at man ikke skal give hånd til kvinder. Så han nægter at give hånd til Fnug og Sofie Linde, som er på besøg. Men det bemærker Frank og Casper ikke. De er så optaget af deres egen luksus, at de er ligeglade med, hvilke værdier deres indkøb understøtter. Det minder mig faktisk om den måde, som vi i Europa har købt olie og gas fra Rusland, fordi vi selv vil have det så billigt og lækkert som muligt. Men det er selvfølgelig også en god scene, fordi de bliver irettesat af Fnug og Sofie Linde, og de bliver tvunget til at tage afstand fra ham bagefter, og så sidder som de her superfrie mænd i deres velstand og berømmelse og beklager sig …

»Ja, og så sidder de to og spiser kaviar og siger, at det er så svært at være en hvid mand over 50 i de her dage. Det er en perfekt parodi på den generation af mænd, der klager over wokeness. Der tydeliggør Casper og Frank også, at de ikke har ondt i røven over, at de selv skulle ændre humoren i Klovn for at følge med tiden. De tilhører ikke den gruppe. Det er også sjovt at tage en som Sofie Linde, der har stor autoritet inden for den nye tid og wokekulturen og signalere, at det er ok, det, de laver.«

– Det er også cool, at Sofie Linde deltager og på den måde viser, hun kan gøre grin med sin egen position?

»Ja, når man går ind i Klovn, får man lov til at gøre grin med Frank og Casper på den betingelse, at man også gør grin med sig selv. Det er det samme, Stephania Potalivo gør, når hun gør sig selv til ’krigermor’. Indtil nu har alle de store gæstestjerner været folk, som er kulturelt vigtige for din generation, men i den her sæson ser man både Sofie Linde, Nikolaj Stokholm og Stephania Potalivo, som er kommet med min generation. Der viser de, at de er opmærksomme på kulturel relevans uden for deres egen kreds og aldersgruppe. Det er noget af det fedeste ved serien: at ingen er hellige. I Klovn er alle en klovn.«

Det falder aldrig på plads

– Er der noget ved ’Klovn’, du ikke bryder dig om?

»Altså, ikke noget, jeg vil kritisere. Det er ubehageligt at se Klovn. Men det er også derfor, man ser det. Det værste ved Klovn er også det bedste ved Klovn.«

– Jeg synes, de fire afsnit, vi har set af niende sæson, er virkelig gode. Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg kommer til at se flere af dem …

»Også mig. Niende sæson er en fortsættelse af ottende sæson, som var en stor positiv overraskelse for alle. Ottende sæson bekræftede både, at Klovn er tidløs og bundet til sin tid, og niende sæson føles meget som en fortsættelse af det.«

– Nu har vi talt om, hvad ’Klovn’ har betydet for din generation. Hvad har den betydet for dig?

»Klovn er også en afmystificering af voksenlivet. Når man bliver ældre, indser man, at ens forældre ikke er perfekte. Når man så kommer i 20’erne, får man et pres med at få styr på tingene. Livet skal falde på plads. Men Klovn gør op med illusionen om, at man nogensinde falder på plads.«

»Frank og Casper virker enten som voksne, der leger teenagere, eller teenagere, der leger voksne. Jeg tror, det er derfor, den kan betyde meget for os. Det er konsekvent, hver gang de gør noget voksent, så gør de bagefter noget pattet. Så begynder de at spille tennis, og straks kommer de alligevel ind til dommeren og skal irettesættes som elever over for en lærer, fordi Frank har kaldt en modstander for et pattebarn. Det er en stor tryghed, at selv om de har et rekordår økonomisk, går de alligevel ud og bruger pengene som en teenager og mister 300.000 på en uge. De har en revisor, hvilket er sindssygt voksent. Så snyder revisoren dem, og det takker de ham for. Hvilket er pattet igen. Selv om det er ubehageligt, er det meget betryggende, at de voksne aldrig får styr på det.«

– Umiddelbart synes jeg også, det er ubehageligt, at du gennemskuer, at vi voksne aldrig har styr på det. Men det er også meget betryggende for mig.

»Enig.«

9. sæson af ’Klovn’ har premiere TV 2 Play søndag den 17. juli