I min omgangskreds har jeg et stykke tid agiteret for at gøre kyndelmisse great again. Men jeg har manglet musikken til at bakke op om min kampagne for denne lysfest. Godt nok er »Sneflokke kommer vrimlende« en god gammel banger, men hvad med en sang i samtiden? Den har jeg fået nu i form af »Kyndelmisse Kys Mig« fra albummet Solen er sexet. Og jeg ved allerede nu, at jeg vil komme til at skamspille denne sang for mine venner, når næste kyndelmisse nærmer sig.
Men hvorfor nu tale om en vinterfest, mens vi er midt i den danske sommer? Jo, blandt andet fordi kyndelmissen rummer et løfte om denne sommer og dermed føjer sig smukt ind i den ekstatiske solbesyngelse, som er omdrejningspunktet for hele albummet fra det bemærkelsesværdige musikerkollektiv, der, som albummet, også kalder sig Solen er sexet. Som en ekstra lille genistreg har kollektivet inviteret den unge sangerinde Solveig, der vandt X Factor i 2021, til at synge »Kyndelmisse kys mig«, og hun er lige netop den sol, som sangen behøver.