Jeg træder ind i et lysende grønt rum på Rønnebæksholm. Her hænger et af Adam Christensens værker: Et spejl med en bred, tung træramme overtrukket med chokolade. Træet er gjort uperfekt med små hak og furer i sig. Hvis spejlet var et selfiefilter, ville det kunne bruges til at opnå effekten af et levet livs tyngde: Se mig i denne sødt eller råddent lugtende ramme, hvis farve også ligner lort. Som vil jeg vise verden, at livets sorger glider ned med et dekadent, men også husmoderligt og fjollet chokoladeopkog.
I spejlet reflekteres Ursula Reuter Christiansens enkle portræt af sønnen, Bjørnstjerne, der hænger på den modsatte væg. Barnet sidder i en grøn lænestol og ser tænksomt, ensomt, frem for sig.
Udstillingen You Might Wanna Stay Over bringer to idiosynkratiske kunstnere fra hver sin generation sammen i en vidunderlig symbiose: Ursula Reuter Christiansen og Adam Christensen. Og den begynder altså sådan: I det intime. I den overdrevne grønne farve, der antyder, at erindringen er lige så forførende fiktiv som sand. Med det sukkergrimme spejl, der minder os om selvet, men også om det møblement, som en familiehistorie er i et menneskes liv.
Både tyskfødte Ursula Reuter Christiansen, f. 1943, og dansk-britiske Adam Christensen, f. 1979, har gennem de seneste år fået stor anerkendelse. Reuter Christiansen en decideret renæssance med hyppige store udstillinger. Det er Adam Christensens tidlige betagelse af Reuter Christiansens værker, der har banet vej for mødet, og de to kunstnere er da også et utroligt match. Formelt arbejder begge på tværs af medier: Reuter Christiansens arbejde spænder over blandt andet maleri, skulptur og film, i traditionen fra blandt andet den tyske ekspressionisme og 1960’ernes skramlede, hverdagslige fluksuskunst. Adam Christensens signaturværk er den teatralske sangperformance, hvor kunstnerens karakter iscenesætter inderlige bekendelser, men praksissen favner også film, tekstilarbejde, installation og tekst, der vokser ud af de performative værker.
En mere slående samhørighed er den fælles sensibilitet. Begge kunstnere bevæger sig i en verden, der er optrevlet og udsat, ruinøs, men fabelagtig.
Lette blonder og tung brokade
To store Reuter Christiansen-malerier har erindringsmotiver. Die Puppe forestiller en skikkelse, en mor, hvis hvide arme glider over i en lille dukkekrop. Et stort, akavet barn står ved hendes side. Morens ansigt er udtværet i hvidt, som hukommelsen. I Big man small citizen holder en stor direktørfigur med opløste træk sine små cirkusansatte i voldsomme handskehænder. Først kan jeg næsten ikke genkende værkerne som Reuter Christiansens. De her flade figurer? Her er ingen kæmpelærreder med mytologisk-inspirerede motiver. Men stadig det krøllede og dystre. Melodramaet er underspillet, de enkle familiemotiver og deres magtspil står tydeligt frem.
Det er svært at genkende malerierne som Ursula Reuter Christiansens. Men det er ikke tilfældigt, for udstillingen er kurateret af hendes tidligere assistent Mai Dengsøe, der har gravet ældre værker frem. Til højre ses ’Die Puppe’, til venstre ’Barndommens mur’
Adam Christensens figurative tekstiler hænger fra loftet som malerier, så lyset fra vinduerne gennemskinner dem. Patchworkede i stil, stykket sammen af mønstret brokade, satin, blonde, vintage-lurvet-glimmer-skønne, som dragperformerens klassiske reservoir altid er. Både længselsfulde og flamboyante. Motiverne trækker på den campede æstetik fra science fiction og superhelte-tv.
Inden man når Reuter Christiansens familiemotiver, hænger et af tekstilarbejderne som et scenegardin i brune og røde toner med et grotesk closeup-ansigt. Det forbereder os på rejsen ned ad erindringsstien. Ansigtet græder lange symmetriske laserstråler, på én gang forsvar og sorg.
I to andre tekstilarbejder har en påfuglekriger med sværd lysende grønne øjne. To elskende med lange lemmer minder mig om et kitschmaleri som Gustav Klimts Kysset. De kigger med en ængstelig robotagtig stirren ud på os, eller ind i døden, og omfavner samtidig hinanden, som gjaldt det livet. Figurerne har ofte lange handskeklædte arme – der rækkes ud efter hele verden. Og det er faktisk det, Adam Christensen gør så godt, også i sine performances – dramatiserer en privat smerte, en følelse, en søgen, med sårbar selvbevidsthed og dirrende fejlbarlighed, til et stort levende anliggende, et rum, vi kan træde ind i og selv græde i, føle i.
Og Reuter Christiansens closeup-portrætmaleri Vrede rammer dén følelse. Et ansigt med rødt hår og skeptiske øjne, en karakter, der blotter sig for os.
Sådan er der så smukt arbejdet med skalaforhold, med en balance mellem det uhyggelige og det fjollede, blonder og fed satin, bekendelse og distance, i den ubesværede vandring ind og ud ad de to kunstneres værker.
Den udviskede familie
Hvis Ursula Reuter Christiansen overrasker, er det ikke tilfældigt. Udstillingen er kurateret af Mai Dengsøe, som i flere år fungerede som Reuter Christiansens assistent og derfor kender hendes praksis særdeles godt. Dengsøe har brugt lang tid på at grave ældre værker frem, som man troede var gået tabt. Der har altså været en lyst til at skabe rum omkring de nære motiver, der i lige så høj grad som det højstemt-ekspressive går igen hos kunstneren. Et andet for mig ukendt, men vidunderligt lille videoværk findes i foyeren. Man ser Reuter Christiansen gå søgende rundt i tomme smadrede værelser på Marienborg Slot på Møn. Lydsiden er fluksuskunstneren Henning Christiansens (som var kunstnerens partner) knitrende musik.
Adam Christensen har boet på Rønnebæksholm i en måned op til udstillingen – en mosbeklædt cocktailkjole fra åbningsperformancen hænger i et skab – og flere af værkerne er blevet til her, med afsmitning fra Reuter Christiansen. Sammen har de skabt en verden, hvor familien og historien altid vikler sig ind og måske saboterer forståelsen af jeget, på både dystre og inderlige måder.
Og der er lidt Fanny og Alexander over You Might Wanna Stay Over, Ingmar Bergmans familieepos, minus jul, tilsat burlesk smerte. Når efterladenskaberne funkler tungt – Reuter Christiansens gamle sybord, en porcelænsdukke i kaminen, og Adam Christensens tårnhøje depraverede hæle ved siden af – så tilfører Christensens to filmværker, Hypnose og Den ene halvdel af dig noget nyt. Filmene holder det parfumeret-gotiske i skak og bringer jysk jordnærhed på banen. De to dokumentariske, skærende smukke, håndholdte og humoristisk rastløse film skildrer hjemstavnen. I Hypnose besøger Christensen sin mor i sit hjem i Vejen, efter at papmoren, Lis, er gået bort. I Den ene halvdel af dig er Christensen i Hvide Sande, det gamle fiskermiljø, milevidt fra blonder. Familiehistorier manes dagdrømmerisk frem, for filmene er pivåbne og mest interesseret i landskaber, i de mest stille hverdagsting. Bølgeskummets gentagelser og slyngninger, det svajende græs, horisontens lys og vilde drama, stegte karbonader i boblende fedt, moderens scrapbog med Elizabeth Taylor og Richard Burton, en zoomen ind på børnetegninger, persienner. Hele tiden taler stemmer, kameraet bevæger sig, moderen fortæller, som er huset levende og i sorg. Pludselig er der også en seksuel energi, alt bliver rødt, Adam Christensens karismatiske, knækkede trubadur-sangstemme i en coverversion af Björks pumpede nummer Enjoy, mens venner kærligt fester. Identiteten og kønnet holdes ikke ude. Samtidig er omsorgen for ophavet, landskabet, bundløs. Christensen er ikke bange for det udviskende og enfoldige, det hjemmegjorte og håndlavede, men alt er stadig sitrende.
Flere af Adam Christensens værker er blevet til på Rønnebæksholm, hvor han har boet i en måned op til udstillingen. Her ses Adam Christensens værk Enjoy
Og så er vi tilbage ved det udviskede, familien i et mytisk skær, Reuter Christiansens serie af skifting-malerier fra Venedig Biennalen i 2001. En skifting er et troldebarn byttet ud med et menneskebarn. Her klynger en vilter unge sig i hidsige, aggressive strøg om en voksenkrop. Tilhørsforholdet mellem barn og forælder står åbent – besidderisk, omsorgshigende, på tværs af menneskeskabte ordner.
Generelt gives der ikke tydelige udsagn om køn og identitet, selv om det er en nerve hos begge kunstnere, udstillingen er langt mere suggestiv og sensuel. Reuter Christiansen er nok mester i gotisk babydoll, når en kæmpesløjfe i sort kjolestof er klæbet op på lærred. Men det ømme lille maleri I carry my husband leder igen mine tanker hen på omsorg og tvetydige magtforhold.
Og sådan udsletter udstillingen faktisk også skellet mellem generationerne. Og er en frydefuld og rørende oplevelse af knækket og insisterende liv og kunst. En af sommerens største oplevelser.
You Might Wanna Stay Over – Ursula Reuter Christiansen & Adam Christensen, Rønnebæksholm ved Næstved. Indtil den 7. august 2022
