Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Anne-Marie Vedsø Olesens ’Vølvens vej’ er et begavet bud på en nytolkning af nordisk mytologi

Anne-Marie Vedsø Olesen rammer plet med sin romanserie, der rummer en kvindelig hovedperson med handlekraft og magiske evner, en sprogtone fra oldnordiske digte og fortællinger samt kampe om magt og trone i jernalderens Danmark
Med sine vølveskikkelser indfører Anne-Marie Vedsø Olesen et kvindeligt og tænksomt element, som ikke kun har psykologisk, men også historisk sandsynlighed.

Med sine vølveskikkelser indfører Anne-Marie Vedsø Olesen et kvindeligt og tænksomt element, som ikke kun har psykologisk, men også historisk sandsynlighed.

Martin Lehmann

Kultur
2. september 2022

I et gammelt æbletræ nær mig gror en mistelten, en klatrende halvsnylter med smågiftige hvide bær, gule blomster og slanke blade. I dag er den stedsegrønne plante symbol for julekysseri (måske levn fra et gammelt frugtbarhedsritual?). I nordisk mytologi er misteltenen den plante, der formet som en pil dræbte den lyse gudesøn Balder og udløste Ragnarok, gudernes fald.

Misteltenen er netop titlen på Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman, andet bind i fantasyserien Vølvens vej, hvis første bind, Snehild, sensationelt sikrede Anne-Marie Vedsø Olesen P1’s Romanpris 2021. Vølvens vej udgør allerede et spændende og begavet bud på en nytolkning af nordisk mytologi. Som hovedpersonen Snehild i den aktuelle roman flyver gennem sfærerne på Odins ottebenede hest Sleipner, med sværdet Snehug ved siden, rider Anne-Marie Vedsø Olesen på den aktuelle fascination af dramatiske paralleluniverser i tv-serier som Vikings, Game of Thrones og House of the Dragon.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

“Nordisk mytologi er som de islandske sagaer præget af en maskulin verden …. Med sine vølveskikkelser indfører Anne-Marie Vedsø Olesen et kvindeligt og tænksomt element”

Blot en kommentar til anmeldelsens noget bratte modstilling, hvor overleveret litteratur med maskulint præg stilles over for de her anmeldte romaner, der bringer nyt og bl.a. rummer "en kvindelig hovedperson med handlekraft og magiske evner". Arkæologien inddrages: “Som arkæologiske fund viser, har kvinder selvfølgelig udøvet alt muligt vigtigt og nødvendigt …”

Jeg har lyst til at få indflettet, så det træder tydeligere frem, at det I den islandske sagalitteratur ikke skorter på piger og kvinder: skønne, magtfulde, kloge (som i 'kloge koner') og - i lighed med mange af mændene i sagaerne - særdeles tænksomme.

Alene i den ret atypiske, korte, nogenlunde plotfri, men umådelig videbegærlige Erik den Rødes saga, hvor sønnen Lejf den Lykkerige bliver både kongetro og kristen og finder fjerne lande, optræder den ene seje kvinde efter den anden: Ød (landnamskvinde), Gudrid, Torbjørg (vølve), Torhild/Tjodhild, Torgunna, Sigrid og Frejdis. Og kvinderne spiller ikke kun små biroller.

Indgående og præcist viser sagaen os vølven Torbjørg, hendes rolle i samfundet og hendes måde at være på - læs selv! (samtlige islændingesagaer nyoversat til norsk, svensk og dansk i 2014).