Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Der banker et moralsk hjerte af guld bag den hårde realisme i kinesisk mobningsdrama

‘Beskytteren‘ blev i 2019 trukket fra Berlin International Film Festival af de kinesiske myndigheder. Nu kan den endelig ses, og på trods af at den er tre minutter kortere end oprindeligt, så tegner den fortsat et harsk billede af skolemobning og præstationshysteri i Kina. I centrum er to fabelagtige hovedroller, to marginaliserede skæbner med tårnhøjt moralkodeks
Det er ikke et mønsterland, filmen beskriver. Med moderne lysstærke kameraer tillades en rå, håndholdt realisme i skildringen. Her er det hovedrollerne Chen Nian (tv.) og Xiao Bei (th.).

Det er ikke et mønsterland, filmen beskriver. Med moderne lysstærke kameraer tillades en rå, håndholdt realisme i skildringen. Her er det hovedrollerne Chen Nian (tv.) og Xiao Bei (th.).

Another World Entertainment

Kultur
11. august 2022

De mødes i en skummel gyde, og deres første fysiske kontakt er et kys.

Chen Nian er på vej hjem fra skole, da hun ser Xiao Bei få tæv af tre fyre. Hun griber mobilen for at tilkalde politiet, men en bølle er årvågen og tager den fra hende. Hun får et valg: Få tæv eller kys den sønderbankede Xiao Bei.

Hun vælger kysset, og mens knægtene er flade af grin, slipper de to væk.

Det sker i begyndelsen af Hongkong-instruktør Derek Tsangs fremragende, smukt fotograferede, kreativt klippede Beskytteren, der er fra 2019 og skulle have haft verdenspremiere samme år på Berlin International Film Festival.

Men så trak de kinesiske myndigheder – på trods af at den er produceret i det noget mere åbne Hongkong – filmen tilbage. Den tegnede åbenbart for harsk et billede af nationen.

Frygtløs, ramponeret skytsengel

En svær kamp for at tilfredsstille nervøse investorer og kinesiske myndigheder begyndte. En proces, hvor instruktør Tsang og klipper Yibo Zhang kom med mange nye finjusterede versioner, der igen og igen blev afvist.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Marie-Christine Poncelet

Det er så trist at læse en kritik af denne kinesiske film så fuld af fordomme om Kina.
Hvorfor skulle det være usandt , at som i så mange andre lande , bliver det taget i Kina initiativer til at bekæmpe mobningen, hvorfor skulle det være propaganda, filmen er ikke produceret til de vestlige lande, men også til Kina, det er ikke et budskab til den danske befolkning.
Hvad ved Ralf Christensen om mobningen i Kina, ud over denne film og en forestilling han må have, at i Kina bekæmper man ikke mobningen.
Når man ser dokumentar om Kina, kan man se at på mange måde er kineser som andre befolkningsgrupper, de griner også, elsker, græder, kæmper imod mobning, lever
Det der er trist er at forestillingen om Kina er så rigide og unuanceret at man glemmer at det er mennesker der lever der og de har de samme aspirationer som her om at have et godt liv og arbejder for det i deres daglige liv.
Det samme med karakter præstation, Ralf Christensen skriver om dette problem i Kina som om det var et ukendt fænomen i Danmark.