Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’En boghandel i Paris’ er hverken en kærlighedserklæring til Paris, boghandlere eller filmmediet

Forventningerne til filmens charme og dybde var høje, men blev langtfra indfriet i ’En boghandel i Paris’, som formår at spilde sine mange gode elementer. Dialogen er stiv og kommer ikke nær – som Schopenhauers pindsvin, filmen ynder at referere til
Skuespilleren Yolande (Bérénice Bejo) er en klassisk såkaldt ’manic pixie dream girl’, en excentrisk kvindelig karakter som på en flyvsk maner kommer ind i en mandlig hovedrolles liv, lærer ham nogle livslektioner og ofte forsvinder igen.

Skuespilleren Yolande (Bérénice Bejo) er en klassisk såkaldt ’manic pixie dream girl’, en excentrisk kvindelig karakter som på en flyvsk maner kommer ind i en mandlig hovedrolles liv, lærer ham nogle livslektioner og ofte forsvinder igen.

Claudio Ianonne

Kultur
4. august 2022

Nogle gange kan man blive så overvældet af skønhed, at man bliver fysisk påvirket. Firenze-syndromet kaldes det eller Stendahl-syndromet, opkaldt efter den franske forfatter Stendahls svimlende indtryk af den toscanske by. Omvendt kan man blive ramt af Paris-syndromet, en skuffelse så stor over, at byernes by slet ikke lever op til forventningerne, at man fysisk får det dårligt. Samme følelse af skuffelse, havde jeg, da jeg så En boghandel i Paris. Om end ikke fysisk påvirket, så forbavset over hvor følelsesmæssigt uforført jeg blev af en genre, som ellers plejer at gå lige i tårekanalerne eller smilerynkerne. 

Franske film er mesterlige til vise finurlige karakterer, hvor der ikke bliver sparet på violinerne, men heller ikke på charmen og glimtet i øjet. I De Urørlige (2011) er der som i En boghandel i Paris nogle, der har brug for at få livsglæden igen, men sproget, selvironien og tragikomedien gør det til en helt anden og uklaustrofobisk oplevelse. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her