Hvad der skulle have været en rolig dag på jobbet, udarter til et blodbad, som – af et blodbad at være – minder meget om en cirkusforestilling i David Leitchs anden spillefilm, Bullet Train. Ladybug (på dansk: mariehøne) er det nye dæknavn, filmens hovedperson, en temmelig kæk tidligere lejemorder spillet af Brad Pitt, får af sin nærmeste leder (Sandra Bullock), da hun over telefonen sender ham ud på en ny mission, der ikke burde indebære nogen drab.
Ladybug skal bare stå på højhastighedstoget Shinkansen i Tokyo, nappe en bestemt grå kuffert med togklistermærke på håndtaget og stå af toget igen. Ladybug er lige vendt tilbage til arbejdslivet efter en orlov, der tydeligvis er gået med at tage sit liv og sine værdier op til revision. Han vil ikke længere slå folk ihjel, men nøjes med at tage deres ting, og han er meget åbenhjertig omkring det terapiforløb, han er i. Hver mandag tilegner Ladybug sig nye indsigter, som for eksempel at verden belønner en med fred, hvis fred er, hvad man selv sender ud i den.