»Jeg kan endnu,« konstaterer Charlotte Rampling tilfreds, da hun som den hårdtdrikkende Ruth et øjeblik ser sig i spejlet i Matthew J. Savilles Grandmother. Og det kan Rampling i den grad, også selv om hun i rollen som krigsfotografen Ruth med et brækket ben nu kun kan spille i stillesiddende tilstand.
Intensiteten er intakt, og Ramplings fascinerende ansigt styrer stadig filmslagenes gang.
Få kan som Rampling smile med øjnene, mens munden er en streg, eller køligt afkræve sin omverden ærlighed med et afmålt blik eller en granskende pause. At hendes Ruth så ser overraskende godt ud efter at have levet et hårdt liv og nu indtager en flaske gin om dagen, skal man ikke hænge sig for meget i. Det her er Ramplings film – også selv om hun denne gang er med i et newzealandsk debutantdrama, og det hele i virkeligheden handler om den 17-årige Sams svære arbejde med at få mod på livet efter sin mors død.
