Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Daniel Denciks nye roman er som Jørgen Leth og Svend Brinkmann udsat for strygerorkester

Daniel Denciks nye roman drives ikke af et episk begær, men af en terapeutisk rugbrødsmotor
Daniel Denciks bog fortjener at være bedre, end den er blevet, for den er oprigtigt skrevet på erfarede tab og oplevet lykke.

Daniel Denciks bog fortjener at være bedre, end den er blevet, for den er oprigtigt skrevet på erfarede tab og oplevet lykke.

Mathias Eis Schultz

Kultur
19. august 2022

Hvor mange (og hvor lange) tangentiale ekskurser og gumpetunge tilbageblik kan en roman belastes med, før den går uhjælpeligt i stå? Dette elementære episk-tekniske spørgsmål melder sig uvægerligt under læsning af Daniel Denciks nye mandekriseroman, en selvstændig fortsættelse af Anden person ental fra 2014.

Den ret tynde ydre handling udspiller sig en aften i begyndelsen af august 2021, hvor jegfortælleren, Alexander på 49 år har påtaget sig at cykle fra Bellahøj til Gurre, hvor han bor, og være fremme på et par timer, tidsnok til at putte sin tre-fire-årige datter. Den opgave kunne han muligvis til nød have klaret på en racer, denne dedikerede entusiast, men turen foregår på en ladcykel og følgelig i nok så trægt tråd. Ganske symbolsk, må man sige.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Jeg ved ikke med Svend Brinkmann, men man udsætter ikke Jørgen Leth for strygeorkester - det gør man bare ikke - så skal det i hvert fald være et exseptionelt - godt - et af slagsen - Herbert von Kararaj og Wienerphilamonikerne eller noget i den stil. Ellers går det ikke. Slet ikke.

Søren Kristensen

Karajan og Wiener symphonikerne, hvis det skal være helt rigtigt.

Herbies band?