En stemme, der runger af dyb, eksistentiel længsel. Det er den amerikanske sanger, rapper og musikproducer 070 Shakes kendemærke. Men på hendes andet album, You Can’t Kill Me, virker det faktisk, som om hun forsøger at skjule det. Albummet markerer en ny og mere stilfærdig retning for en musiker, der ellers er blevet kendt for at krænge store følelser ud via sin rå vokal, og bruge musikken til at understøtte den.
Svære relationer, tung hjertesorg og menneskekroppen
070 Shake er alias for musikeren Danielle Balbuena. Tallene markerer hendes tilhørsforhold til hiphopkollektivet 070, der stammer fra North Bergen i New Jersey, hvor hun er født. Et område, som grænser op til New York City, og som har postnumre, der netop begynder med 070. Danielles mor sørgede også for, at datteren tilbragte en del af sin barndom hos sin bedstemor, der var blevet boende i Den Dominikanske Republik, efter hun selv var flyttet til USA. Danielle Balbuena skrev digte, og det udviklede sig til sang- og raptekster, efterhånden som hun begyndte at arbejde med sit helt særlige stemmemateriale.