Flygtningeballet skal symbolisere, at Ukraine ikke vil overgive sig

En skudsikker vest koster 500 euro, forklarer den ukrainske balletdanser, der er flygtet til Holland.

»Og en sikkerhedshjelm koster 620 dollar.«

Den unge fyr taler usentimentalt og energisk. Han forklarer, hvordan han og hans danserkolleger forsøger at samle penge til soldaterne hjemme i Ukraine ved at danse den romantiske ballet Giselle i en iscenesættelse af den russisk-ukrainske koreograf Alexei Ratmansky.

Stemningen er nøgtern her i Haag blandt de ukrainske balletdansere, der er flygtet fra krigen. De er samlet i det nyetablerede Dutch Center for Ukrainian Dancers, der er blevet indrettet i Koninklijk Conservatorium, det kongelige musikkonservatorium. Centret er oprettet af The United Ukrainian Ballet Foundation, der spontant blev etableret som en nonprofitorganisation af en håndfuld mennesker i første uge af marts, kort efter Putins invasion af Ukraine.

Studio 5 i det kongelige musikkonservatorium i Haag er nøgent med spejle og barrer, så den romantiske længsel skal de ukrainske flygtningedanserne selv skabe i fantasien. Mens de træner, så de kan skaffe penge til soldaterne i Ukraine.

Annemieke van der Togt

I dette center kan danserne holde sig i form ved daglig morgentræning og prøve på forestillinger. Der er nu omkring 65 dansere samlet i kompagniet. Mange af dem bor her også, og nogle af dem har børn, der leger rundt om i centret dagen lang. I hvert fald indtil de får mulighed for at komme i skole igen. Et par af børnene har også roller i Giselle, og de løber hjemmevante ind i salen og får et kram undervejs.

Kropssprog

Jeg er rejst til Haag for at møde nogle af de mange skæbner, der har måttet flygte fra deres land i løbet af det seneste halvår. Og for at overvære prøverne til Giselle, der både skal på turné i Holland og senere på efteråret går på Coliseum-teatret i London. Der har været forskellige gallaer med solonumre, men denne opsætning er den foreløbig største balletmanifestation siden Ruslands invasion af Ukraine i februar.

I centret foyer hænger to flag som symbolske hilsner og ønsker om venskab: det hollandske flag i rødt, hvidt og blåt og det ukrainske i blåt og gult. 

På scenen sidder en masse dansere og lytter til koreografen Alexei Ratmansky. Han står foran dem med en notesbog i hånden. Han har sorte træningsbukser og dansesneakers på, så han kan vise de trin, som han vil have danserne til at gøre endnu mere præcist og skarpt.

Danserne lytter. Han taler på russisk til dem – og på engelsk til den hollandske danser Igone de Jongh, der er kompagniets initiativtager og kunstneriske leder. Han forstår også ukrainsk; sprogligt er det åbenbart afhængigt af, hvor i Ukraine man bor, hvor dominerende det russiske sprog er. Men her til balletprøven er kropssproget det eneste, der virkelig tæller.

»Bam-bam-BAM,« lyder det fra Ratmanskys mørke skæg. Han tramper tre trin igennem for at præcisere over for danserne, hvor bevægelsen skal ligge på musikken – og han får dem til at grine.

Ratmanskys ukrainske hustru og muse, Tatiana Ratmanska, sidder ved siden af. Hun er hans koreografiske assistent og sørger for, at intet bliver glemt. Et par fyre står ude i kanten og kører piruetter bare for øvelsens skyld – fire-fem-ni piruetter, igen og igen. Andre sidder ude i siden af scenen og tjekker telefonen.

Både russisk og ukrainsk

Alexei Ratmansky opfatter sig selv som både russisk og ukrainsk. Han blev født i Sankt Petersborg i 1968, men voksede op i Ukraine, inden han blev uddannet ved Bolsjoj Teatrets balletskole i Moskva. Hans karriere begyndte i Kyiv, hvor han blev solodanser ved Ukrainian National Ballet, hvorefter han blandt andet dansede ved Den Kongelige Ballet i København 1997-2004. I 2004-2008 var han balletmester ved Bolsjoj Balletten. Siden har han været huskoreograf ved American Ballet Theatre i New York og international freelancekoreograf. Så i dag føler han sig også som amerikaner.

»Igennem hele Ruslands historie er de bedste kunstnere, der har nægtet at tjene magten, blevet straffet af magthaverne – de er blevet dræbt eller sat i fængsel, eller også har de måttet flygte i eksil,« siger koreografen Alexei Ratmansky, der selv har forladt Bolsjoj Balletten.

Altin Kaftira

Både Ratmanskys forældre og svigerfamilie bor fortsat i Ukraine. Da Rusland invaderede Ukraine, var Ratmansky i gang med at skabe en ballet for Bolsjoj Balletten, men han besluttede straks at forlade Rusland. Siden har han samlet støtteerklæringer til Ukraine fra internationale balletpersonligheder og lagt dem ud på Facebook og Instagram.

De seneste måneder har han brugt på Giselle, der er en romantisk ballet fra 1841. Den handler om bondepigen Giselle, der forelsker sig i Albrecht. Men da han viser sig at være en forklædt hertug, der allerede er forlovet, dør Giselle af ulykkelig kærlighed – eller bristet hjerte. Og så genopstår hun som en hvidklædt hævnånd, en willi, der tvinges til at danse unge mænd til døde i skoven ved nattetid.

Uendeligt blik

Skoven og romantikkens overnaturlige verden skal danserne dog selv forestille sig. Prøven for hovedparret foregår i konservatoriets nøgne studie fem med barrer og spejle – og en højttaler i hjørnet. Denne dag er det den rumænske verdensballerina Alina Cojocaru, der har prøve med den unge ukrainske danser Alexis Tuttunique.

Alina Cojocaru har taget et langt tylskørt på. Hendes lille krop kender alle trinene. Hun stiller sig parat med armene krydset foran brystet og kroppen strakt forover. Hendes ansigt samler sig, mens hendes blik indstiller sig på et uendeligt punkt et sted i spejlet. Så snart musikkens toner hvirvler frem, sætter hun af. Hun glider ind i den berømte Giselle-pirouette, hvor hun løfter det ene ben bøjet bagud, mens hun strækker kroppen og den ene arm buet forover. Herfra drejer hun bare rundt og rundt i vildskab, næsten hurtigere, end det er fysisk muligt.

Ratmansky nikker tilfreds. Han nyder tydeligvis hendes luftighed. Han vil bare gerne have, at hun strækker sine arme endnu mere fremad i skuldrene. Med længsel.

Alina Cojocaru har tidligere været solodanser hos The Royal Ballet og English National Ballet – og de senere år hos Hamburg Ballet for koreografen John Neumeier, der tydeligvis inspireres af hendes evne til at fortælle historier med sin dans. Da hun var balletelev i Bucharest i Rumænien, blev hun udtaget til et udvekslingsprogram og uddannet i Kyiv. Så hendes hjerte banker for Ukraine.

»Det er min Giselle nummer 20,« forklarer Alina Cojocaru. Hun skal anstrenge sig for at glemme de andre versioner, hun har danset.

»Jeg forsøger at følge Alexeis ønsker, for han er meget optaget af detaljerne,« forklarer hun. Det er hun tydeligvis også selv.

Hendes partner er den høje, mørkhårede Alexis Tuttunique. Han danser i shorts og T-shirt i det varme studio. Denne ukrainske danser var tilfældigt i Holland for at danse, da krigen brød ud. Derfor valgte han at blive i Holland og støtte Ukraine udefra. Han har allerede danset ved flere støttegallaer. Men han er bekymret for sin far, der kæmper i Ukraine – og for sin mor, der endelig er kommet i sikkerhed i Holland, men som drømmer om at rejse tilbage.

»Vi skal bare samle alle de penge ind til Ukraine, som vi overhovedet kan,« siger han.

At gøre sit bedste

»Min opsætning af Giselle for United Ukrainian Ballet skal symbolisere, at Ukraine ikke vil overgive sig,« forklarer Ratmansky et par timer før premieren.

»Vi har været heldige, at vi har kunnet låne en scenografi fra Birmingham Royal Ballet. Og vi har skullet producere forestillingen på kun to måneder. Det har været præmissen – og nu er det lykkedes. Forestillingen får syv opførelser i Holland og syv i London. Jeg håber, at publikum vil opleve, at danserne gør deres bedste – og at de vil få lyst til at støtte Ukraine.«

Ratmanskys bløde stemme bliver mørk.

»I Rusland har kunstnerne altid tjent magten. Igennem hele Ruslands historie er de bedste kunstnere, der har nægtet at tjene magten, blevet straffet af magthaverne – de er blevet dræbt eller sat i fængsel, eller også har de måttet flygte i eksil.«

Nu er han selv på sin vis gået i eksil. Tydeligvis ud fra et smerteligt valg.

»Det ville ikke være muligt for mig at blive i Rusland og fortsætte arbejdet,« siger han. »Livet førhen virkede ellers så organiseret og sikkert. Det virkede, som om Ruslands krigstrusler hørte fortiden til. Men nu er krigen her, og alt er værre end nogensinde. Rusland leger endda med tanken om atomvåben. Det er så skræmmende.«

Han joker desperat.

»Måske er det bare meget russisk. Ligesom i den groteske sætning: I will die but I will kill you. Situationen skaber i hvert fald følelsen af russisk roulette …«

Afskedssalutten er kontant.

»Russerne kan ikke længere ignorere, hvad der foregår. Jeg forstår godt, at mange russere ikke tør sige fra eller gøre oprør, for hvis de protesterer, vil de formodentlig blive arresteret. Men de kan i det mindste tie stille. Jeg forstår ikke, hvordan nogle russere kan få sig selv til højlydt at fortælle på de sociale medier om, hvordan deres liv fortsætter, som om alt var normalt – hvordan de nyder livet og går på café, mens krigen fortsætter i Ukraine.«

Symbolske fletninger

Premieren på Giselle er lige om lidt. I byen Alphen aan den Rijn en halv times kørsel fra Haag ligger Castellum Teatret flot med sin moderne glasfacade lige ud til floden med vippebro i Van Gogh-stil. Publikum flokkes om den røde løber. En lysskærm stråler med en gulblå plakat for den ukrainske opsætning af Giselle, og en mor fotograferer sin datter. Hun har sat håret op i avancerede fletninger. Med ukrainsk stolthedstouch.

De ukrainske dansere skaber en overnaturlig verden, der lige et øjeblik giver tilskueren lov til at glemme krigens rædsler. Her de hvidklædte ’willier’ i 2. akt af ’Giselle’.

Altin Kaftira

Tæppet går. Den rødhårede Katja Khaniukova danser ind i Giselle-figurens ikoniske snøreliv og bløde, lyseblå skørter. Hun har et skønt smil, der går lige i hjertet på tilskueren – og et danseoverskud, som samler forestillingens 50 medvirkende. Katja Khaniukova var solodanser ved Kyiv Ballet, inden hun kom til English National Ballet. Her i United Ukrainian Ballet danser hun sammen med den ukrainske Stanislav Olshanskiy fra National Opera of Ukraine. Han er høj og mørkhåret og virker meget aristokratisk i rollen som den noble Albrecht. Han danser overlegent og løfter hende, som om hun intet vejer – ædelt og forelsket.

Førsteaktens bondedanse bliver danset dynamisk af smilende par og muntre børn. Og da hvidklædte danserinder i anden akt stiller sig som hævnende willier med hænderne krydset foran brystet, er deres sorgfulde rækker snorlige. Disse kroppe danser, så der opstår en overnaturlig verden. En drømmeverden hinsides krigen i Ukraine.

Publikum står op og klapper. Alexei Ratmansky går på scenen, mens han holder et ukrainsk flag i strakte arme over hovedet. Så lyder der pludselig musik i højttalerne. Danserne lægger hånden på hjertet, og så synger de den ukrainske nationalsang. Tårerne pibler på tilskuerpladserne. Virkeligheden maser sig på. I Coliseum i London koster billetterne fra 12 til 240 pund (cirka 100-2.100 kroner), så selv den dyreste billet dækker kun en halv skudsikker vest til soldaterne i Ukraine.

Da teatret langsomt tømmes for tilskuere denne fredelige, lune sommeraften i Holland, virker tanken om at bære skudsikker vest og hjelm som en ond drøm. Uendeligt sørgelig.

United Ukrainian Ballet danser ’Giselle’ på Coliseum i London den 13.-17. september 2022.