Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Læderpiske og egyptiske besværgelser kan få dig til at huske, hvad du ikke burde have glemt

Fra to vidt forskellige albummer synger auteurs om det, der giver livet mening. Newzealandske Aldous Harding synger fra de krøllede lagener om den dødelige tummel og de jordiske fortrædeligheder, mens de afrocubansk-franske søstre i Ibeyi bruger besværgelser fra det gamle Egypten til at indstille blikket på uendeligheden
Newzealandske Aldous Harding (født Hannah Sian Topp).

Newzealandske Aldous Harding (født Hannah Sian Topp).

Emma Wallbanks

Kultur
2. august 2022

At flyve er at ramme ved siden af jorden i et permanent fald mod klodens enorme tiltrækningskraft. Med akkurat så meget fart, at man aldrig knuses mod den.

At skabe kunst er at ramme ved siden af inspirationskilderne, men stadig være under en frugtbar påvirkning fra deres tiltrækningskraft. Med så megen personlighed, at man aldrig pulveriseres af forbillederne.

Denne anmeldelse hylder et par af de kunstnere, der holder sig flyvende over musikkens enorme historie. Ja, faktisk virker det, som om disse kunstnere også er rovfugle, der er dykket lynsnart mod jorden for omgående at forlade den med byttet i deres munde.

Tekster som krøllede lagner

Newzealandske Aldous Harding (født Hannah Sian Topp i 1990) er dykket efter lunser af Joni Mitchell, Joanna Newsom, Elliott Smith, Francoise Hardy, måske endda den noget yngre waliser Cate Le Bon. Og hun er blevet en underlig fugl i helt egen ret.

Lige så meget som hun er i kunstnerisk flyvehøjde, lige så meget er hun en musiker, der finder grounding med sit klaverspil, der enten stamper tungt i støvet eller famler nærmest undersøgende hen over tangenterne.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Tak for de anmeldelser.

Tak for de anmeldelser.

Frank Østergaard

Yes, hvad skulle vi gøre uden musikanmelderne på Information