At flyve er at ramme ved siden af jorden i et permanent fald mod klodens enorme tiltrækningskraft. Med akkurat så meget fart, at man aldrig knuses mod den.
At skabe kunst er at ramme ved siden af inspirationskilderne, men stadig være under en frugtbar påvirkning fra deres tiltrækningskraft. Med så megen personlighed, at man aldrig pulveriseres af forbillederne.
Denne anmeldelse hylder et par af de kunstnere, der holder sig flyvende over musikkens enorme historie. Ja, faktisk virker det, som om disse kunstnere også er rovfugle, der er dykket lynsnart mod jorden for omgående at forlade den med byttet i deres munde.
Tekster som krøllede lagner
Newzealandske Aldous Harding (født Hannah Sian Topp i 1990) er dykket efter lunser af Joni Mitchell, Joanna Newsom, Elliott Smith, Francoise Hardy, måske endda den noget yngre waliser Cate Le Bon. Og hun er blevet en underlig fugl i helt egen ret.
Lige så meget som hun er i kunstnerisk flyvehøjde, lige så meget er hun en musiker, der finder grounding med sit klaverspil, der enten stamper tungt i støvet eller famler nærmest undersøgende hen over tangenterne.
Tak for de anmeldelser.
Tak for de anmeldelser.
Yes, hvad skulle vi gøre uden musikanmelderne på Information