Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

At læse kinesisk avantgardedigtning er en rig påmindelse om, at friheden altid finder vej

Man finder øjenåbnende beviser på, at det er meget svært at undertrykke mennesker fuldkommen hos tre nyoversatte kinesiske avantgardedigtere. Men gid, de ikke havde læst amerikansk beatpoesi
Digtet »Massakre« af Liao Yiwu (født 1958) blev indtalt på kassettebånd om morgenen den 4. juni 1989, mens massakren på Den Himmelske Freds Plads var i gang

Digtet »Massakre« af Liao Yiwu (født 1958) blev indtalt på kassettebånd om morgenen den 4. juni 1989, mens massakren på Den Himmelske Freds Plads var i gang

Lionel Bonaventure

Kultur
6. august 2022

To. Så mange moderne kinesiske forfattere kan jeg på stående fod komme på. I sig selv vidner det om fattigt udsyn, og dog fristes jeg til at tro, at jeg ikke er alene.

Her kommer så den gode nyhed: Oversætteren Sidse Laugesen findes, og netop nu er der kommet tre kinesiske avantgardedigtsamlinger med titlerne Massakre, Arkivmappe 0 og Sommerfugl af henholdsvis Liao Yiwu, Yu Jian og Shen Haobo på dansk.

Ovenikøbet leverer Laugesen i tillæg en overskudsagtig indføring i en hel kinesisk kanon – og introducerer de tre digtere, der over de sidste 30-35 år har gjort oprør mod systemet, mod traditionen og mod hinanden.

Som en blind i et ukendt landskab hager jeg mig fast til de fremspring, jeg aner gå igennem forfatterskaberne: De vidt forskellige digte er ofte befolket af krager og sommerfugle, der bades og pisses i Den Gule Flod, folket er blevet forvandlet til en frådende masse, og poesien synes at begynde og slutte ved de samme kropsåbninger, som livet også udspiller sig imellem: fødekanalen og endetarmen. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Willy Johannsen

Det er så indlysende, at der ikke er grund til andet end at konstartere, at den slags regimer bærer døden i sig selv. Ingen af den slag regimer har nogensinde overlevet.
Det kan tage kortere eller det kan tage længere tid. Men de overlever aldrig.

Alan Frederiksen

Jeg vil benytte lejligheden til at anbefale Chan Koonchung science fiktion roman "De fede år". Den er officielt forbudt i Kina, men er ifølge nedenstående artikel et undergrundshit.

I forbindelse med bogens udgivelse bragte Information denne artikel, hvor bogens handling sættes i perspektiv:
"Hvad vil mennesker vælge? Et liv levet i lykkelig uvidenhed i et falsk paradis. Eller vil de hellere med åbne øjne konfrontere en virkelighed fyldt med smertefulde minder og begrænsninger af deres frihed?
»De fleste kinesere har valgt det første,« siger forfatteren Chan Koonchung. »Det har kommunistpartiet tvunget dem til, men de har i vid udstrækning selv villigt accepteret et kollektivt hukommelsestab.«
"»For at beskytte sit eget styre har kommunistpartiet gennem censur slettet befolkningens hukommelse om de mørke kapitler i folkerepublikkens historie – de store sultkatastrofer, Kulturrevolutionen, massakren i 1989. Befolkningen accepterer partiets fortælling om, at det er nødvendigt at glemme fortiden, og at ufrihed er en forudsætning for deres velstand. De ser de ’sindssyge’ dissidenter som en trussel mod den voksende velstand,« siger han. »Men undertrykkelsen af hukommelsen er farlig. Hvordan skal et land kunne bevæge sig fremad uden at konfrontere sin fortid? Det gør det umuligt at lære af fortiden, og ligesom det er farligt for et individ, så er det også farligt for et land at undertrykke smertefulde minder.«
»Inden for de sidste år er Kinas selvsikkerhed vokset enormt, specielt fordi det går så godt økonomisk. Det smitter af på befolkningen, som bliver mere og mere tilpas og dermed mere villig til at lukke øjnene for de problemer, der stadig findes i samfundet, f.eks. med magtmisbrug og korruption. Eftersom de holdes uden for den politiske proces, føler de heller ikke noget ansvar for problemerne i samfundet. De reagerer først, når de bliver ramt personligt,«
»Hvad angår det store flertal af unge fastlandskinesere, har begivenhederne i forbindelse med massakren på Den Himmelske Freds Plads aldrig figureret i deres bevidsthed,«skriver Chan i romanens epilog. »De har aldrig set de fotografier og de nyhedsindslag, der dokumenterede dem, og kun et fåtal har fået forklaret af deres forældre og lærere, hvad der skete. De har ikke glemt det; de har aldrig vidst noget om det. I teorien kan et helt år – når der er gået et stykke tid – således godt forsvinde fra historien, fordi ingen taler om det.«
»Efter årtier med sult, vold og usikkerhed oplever de nu konstant stigende velstand. Jeg kan sagtens forstå, at de ikke ønsker at træde ved siden af frygt for at tabe det hele på gulvet igen.«
Og trods alt, siger Chan Koon-chung, selvom kineserne stadig ikke har ytringsfrihed, så har de meget mere personlig frihed end tidligere.