Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Mænd fylder slet ikke så meget i Linn Ullmanns roman om et overgreb

Linn Ullmann fortæller i ’Pige, 1983’ om en affære mellem en 16-årig pige og en 44-årig mand, der både var et eksperiment og et overgreb. Men det er de overraskende mange beskrivelser af mor-datter-forhold, der for alvor løfter romanen
Forståelsen af forholdet mellem er mor og datter et bærende tema i Linn Ullmanns nye roman. Og det er stor kunst.

Forståelsen af forholdet mellem er mor og datter et bærende tema i Linn Ullmanns nye roman. Og det er stor kunst.

Anke Waelischmiller/Ritzau Scanpix

Kultur
19. august 2022

Den mest rørende scene i Linn Ullmanns nye roman, Pige, 1983, står i slutningen af bogen, hvor hovedpersonen har en af mange telefonsamtaler med sin mor. Bogens hovedperson er i midten af 50’erne og bor i Oslo (som Linn Ullmann), mens hendes mor, der er i 80’erne, bor i Massachusetts, USA. Under den globale pandemi har mor og datter udviklet et sindrigt indkøbssystem, hvor den internetfremmede mor via gammeldags fax sender en indkøbsseddel affattet på norsk, tværs over Atlanten, hvor datteren oversætter den og foretager en onlinebestilling hos et amerikansk supermarked for moren.

Mod slutningen af bogen er pandemien i aftagende, og moren er vaccineret, men indkøbssamarbejdet fortsætter som før. Under telefonsamtalen kommer moren til at røbe, at hun har været i supermarkedet, hvortil datteren spørger: »Er det okay, for dig, mor, at gå i supermarkedet nu? Føler du dig tryg? Hun blev stille.«

Datteren har altid elsket moren for hendes latter, og som barn gjort hvad som helst for at få hende til at le. Og nu ler hun i telefonen, moren.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Lin Ullmann, den udmærkede forfatter, får spalteplads efter spalteplads, ja ligefrem hele sider, i danske aviser.
Der vil blive diskuteret i internationale medier, en bog helt sikkert på progressives natbord. Om mor og datter , javist, men omtalen i de fleste medier jeg har læst, har på fremtrædende plads fortællingen andler om den 16- årige, der tager til Paris og lægger sig nøgen i en 44 årig fotografs seng, og alt hvad der kommer ud af det af følelser af den ene og anden art, og virkningen på Linns videre liv.

Den får ikke for lidt , selv Kristeligt Dagblad – du milde himmel- kan ikke dy sig for at skrive at fotografen får rejsning. Og der gøres i interviews tilbagekoblinger fra nutidens Metoo til dengang.
Der er således stof til endnu en historie om kendt feteret forfatters liv, og ikke mindst seksuelle modning.

Aviser svulmer, på de sociale medier diskuteres der, men der var kun notitser i aviser efter at det kom frem, hvordan over 1.000 piger - ned til en alder af 11 oplevede den seksuelle”modning”- blev dopet, slået, voldtaget og endda dræbt i byen Telford i England i mange år. Af bander, de fleste af de asiatiske oprindelsesmænd. Omfanget blev afsløret af tabloidavisen The Mirror. Dækningen af de andre og mere respektable medier har været sent, beskeden og halvhjertet.

Der er en grotesk modløshed i fokus og proportioner, der er relateret til klassen. Telford -sagen har den forkerte type offer (arbejderklassepiger) og den forkerte type misbrugere (muslimske mænd). Så er det pludselig vigtigere at undgå reaktioner, der kan fremme racisme og islamofobi end at belyse, hvordan kvinder - i årevis, i det skjulte, har været ofre for organiseret, seksuelt misbrug. Underretningerne i Telford blev ikke taget alvorligt af politiet. Og selv efter skandalen er en kendsgerning, at de mest profilerede Metoo -berømtheder, der sagde, at de stod ud bare for at hjælpe andre og mindre privilegerede kvinder har holdt deres kæft.

De intellektuelle holder af det internationale, norsk kendt pige i Paris, mor og datters forhold tværs over Atlanten, er ligeglade med hvad der sker i baggaderne.
Hykleriet er kvalmende. Stor litteratur som Linn Ullmanns er godt, men må vi bede om mere klassekamp i litteraturen.