Identitetspolitik er sådan et ord, der oftest hvæses. I daglig tale bruges det på dansk mest af borgerligheden til at beskrive bestemte ideologiske strømninger på venstrefløjen, som man ikke bryder sig om – (intersektionel) feminisme, antiracisme, antifascisme.
En debat, der bærer etiketten »identitetspolitisk«, er altid allerede dømt til at blive en opvisning i utøjlet raseri, hidsig stemmeføring og overstyret dommedagsretorik. Sjældent, om nogensinde, føler man sig på nogen måde klogere efter at have læst eller lyttet sig ned i den type af debat.
Netop debatten og måden, den føres på, er omdrejningspunktet for professor i idéhistorie Mikkel Thorups nye bog Kampen om identitetspolitik. Thorups uhidsige ærinde er at spore oprindelsen til begrebet identitetspolitik idéhistorisk – og at fremmane og udfolde dets kompleksitet for læseren.
Det sker over seks kapitler, hvoraf Thorup i de først fem rapporterer og citerer særdeles flittigt fra sin omfangsrige læsning om emnet, for til sidst at stille sig mere i forgrunden som selvstændig samtidsanalytiker i det sjette.
