Går man tilbage til 1960’ernes og 70’ernes musikscene, findes der talrige eksempler på folkesangere, der efter udsendelsen af et par plader nærmest forsvandt sporløst, men i vores moderne medievirkelighed virker det usædvanligt, når en musiker går helt under radaren.
Det var ikke desto mindre det, der skete for den amerikanske sangskriver Nina Nastasia, der op igennem 00’erne udsendte en række essentielle og dunkle folkperler, hvoraf især det tredje album Run To Ruin (2003) blæste undertegnede bagover. Også i en grad, så jeg de efterfølgende år foretog adskillige rejser for at høre hende live (ak, tiden før flyskam for alvor blev en ting).
Det lykkedes mig også at gennemføre et noget akavet interview med hende i Kolding af alle steder. Hun fremstod fåmælt og genert og som en person, der nok var mest komfortabel med at kommunikere gennem sine sange i stedet for at tale dem til døde.
