Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Ny rock er en kamp mod depression, en bearbejdning af livets ubehag og en våd drøm

Vi skal være taknemmelige for vidnesbyrd fra intenst levede liv – dem, der gennemrystes af depressionens, verdensangstens, men også liderlighedens kramper. De kommer i form af brutal torden, druknende desperation eller tyggegummiboblende brunst på tre albummer fra tre sjæleudkrængende bands. De gør rocken til et vedkommende nu og her
Porridge Radio: Dana Margolin sidder som nummer to fra højre.

Porridge Radio: Dana Margolin sidder som nummer to fra højre.

Matilda Hill-Jenkins

Kultur
5. september 2022

Rocken er ikke længere den affældige onkel med de dårlige vitser, men er blevet revitaliseret i fjerde sæson af tv-serien Stranger Things via brugen af Metallicas »Master of Puppets« fra 1986. Og rocken er blevet den succesfulde lyd af de ekstasejagende Eurovision-vindere Måneskin eller det offensive teenidol Olivia Rodrigo. Det ligger fast, at ungdommen godt gider rocke.

Men det betyder ikke, at rocken – kun – er kommet tilbage som en bebumset yngling med rod i hormonerne. Der kommer masser af bud på mere moden pigtrådsmusik, på folk der tager verden på sine skuldre, kender uskyldstabets smerte, mærker begæret dunke.

Tag bare Wet Leg. Duoen fra Isle of Wight, England, består af Rhian Teasdale og Hester Chambers, og deres musik er piskesmældende, energisk indiepoprock, hvis ungdommelighed kun forrådes af, at de i teksterne formidler, at de er gamle nok til at vide bedre.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her