Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Rasmus Daugbjerg balancerer med stor sikkerhed mellem det voldsomme og det stilfærdige

Trolden i Rasmus Daugbjergs nye roman ville sådan ønske, der ikke var grund til at straffe menneskene
Kultur
19. august 2022
Det, der gør ’Trold’ til noget langt mere interessant end et lærestykke med en velkendt pointe, er den smukke og klare måde, den iscenesætter friktionen mellem brutalitet og ømhed.

Det, der gør ’Trold’ til noget langt mere interessant end et lærestykke med en velkendt pointe, er den smukke og klare måde, den iscenesætter friktionen mellem brutalitet og ømhed.

Lea Meilandt

Tre skikkelser står sammenkrummet og gemmer hovedet i hænderne på det tryk, der pryder den sorte forside af Rasmus Daugbjergs nye roman Trold. I al deres fortvivlelse rammer de bogens grundstemning temmelig præcist. Det her er en roman, der skildrer menneskeheden udefra, set fra en trolds perspektiv. Som trold er det blevet hende pålagt at hævne sig på menneskene, fordi de slagter dyrene og fælder skovens træer. Det er ikke noget, hun gerne gør, tværtimod er hun som ramt af en forvandling i form af en såkaldt bøddelkjole, der selv har slynget sig omkring hende og gør hende i stand til at høre menneskene gø inde i sit hoved, når de gør naturen fortræd. Og så er det, at trolden skal straffe dem med døden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her