Kultur
9. august 2022
Selv om prog’et i progrock står for progressiv, har genren, der havde sin storhedstid i 1970’erne, langtfra altid skabt associationer til nytænkning. Snarere har den for mange fremstået som et lidt hengemt hjørne af rocken, i høj grad dyrket af musikere med hang til alt for lange soloer og fortænkte koncepter og med flere årgange af magasinet Classic Rock liggende i øvelokalet. At genren i så mange år var ugleset af den hippe del af musikpressen, gør det desto mere imponerende, at de purunge engelske musikere i Black Midi på få år ikke blot har formået at puste liv i den, men også i forsøget har opnået stor anerkendelse i selv samme presse.
Jeg må sige jeg er ret enig med anmelderen. Jeg elsker generelt det meste som er mathy og proggy, men Black Midi gør heller ikke meget for mig.
Men godt den eksperimenterende rock får spalteplads, nonetheless.