Du tager noget Mike Leigh og Ingmar Bergman. Du blander det med britisk stiff upper lip-ironi og giftdyppede oneliners. Og, voila, så får du den stærkt rørende og samtidig utrolig morsomme britiske tv-serie Breeders.
Det er en serie med to ekstreme modpoler: tragisk ægteskabs-/forældredrama versus ægteskabs-/forældrekomedie med masser af punchlines. Også om døden.
Det begynder i sæson 1’s første minutter, hvor Paul (Martin Freeman kendt fra den oprindelige, britiske udgave af The Office og for hovedrollen i Hobitten) og Ally (Daisy Haggard, der også har hovedrollen i komedien Back to Life) er rørende enige om, hvor meget de elsker deres børn – og hvor meget de også har lyst til at slå dem ihjel.
»Det er en gåde at finde ud af, hvilken dyne man skal kvæle dem i,« siger Ally.
»Jeg ville helt sikkert myrde mine børn med tigerdynen,« siger Paul.
Ally griner overbærende.
Men grinet stivner, og sammenholdet krakelerer, alt imens seriens tre sæsoner skrider fremad.
