Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Tyrkisk drama er slet skjult kritik af Erdogans destruktive byggeboom

Den tyrkiske spillefilmsdebutant Emre Kayis leverer et langsomt og melankolsk værk, der fortæller om den desillusion, der har ramt de menige tyrkere. Over et årti har de overværet udraderingen af kulturarv og billige boliger, som kun er kommet en overklasse til gode. I ’Anatolian Leopard’ skal det gå ud over en zoologisk have
Ugur Polat spiller zoodirektøren Fikret (tv.), der fører forhandlinger med andre zoologiske haver om et nyt hjem til en anatolsk leopard.

Ugur Polat spiller zoodirektøren Fikret (tv.), der fører forhandlinger med andre zoologiske haver om et nyt hjem til en anatolsk leopard.

Pressefoto

Kultur
18. august 2022

Det er en – for tyrkere – alt for genkendelig kamp, der udspilles i filmen Anatolian Leopard. Det er kampen mellem de gamle dyder og traditioner over for de nye, neoliberale interesser.

I denne fine tyrkiske film vil arabiske investorer bulldoze hovedstaden Ankaras gamle zoologiske have til støv og i stedet rejse forlystelsesparken Aladdin’s Magic Lamp.

Investorernes arabiske herkomst ændrer ikke ved, at filmen kan ses som en slet skjult kritik af Tyrkiets muslimsk-konservative, økonomisk aggressive præsident, Recep Tayyip Erdogan, og det byggeboom, han har igangsat – og dermed raseret Tyrkiets storbyer og natur med. Ofte uden hjemmel i byggelovene.

Det er en nepotistisk – nu stærkt skrantende – vækstmotor, som kun er kommet dem med de rigtige forbindelser til gode. En ny overklasse af byggematadorer og ejendomsspekulanter står i dag i taknemmelighedsgæld til Erdogan – og han har sikret sig et magtfundament med fyldte lommer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her