På to en halv time når norske Erik Poppes Udvandrerne – sidste brev hjem igennem den samme historie, som svenske Jan Troell i 1971 0g 1972 fortalte over seks timer i sine to kanoniserede film Udvandrerne og Nybyggerne, der også blev sendt som tv-serie. En dramatisk historie om livstruende fattigdom, dogmatisk religion og menneskelig handlekraft, spækket med dyb sorg og skrøbelig glæde, der i den grad egner sig til at udfolde sig på et stort lærred.
I begge tilfælde er der tale om fortolkninger af svenske Vilhelm Mobergs historiske romaner henholdsvis Udvandrerne, Indvandrerne, Nybyggerne ved Ki-Chi-Saga og Sidste brev hjem, der udkom mellem 1949 og 1959, men derudover er der tale om ganske forskellige værker.
Alene tempoet, hvormed familien Nilsson fra 1800-tallets Småland kastes fra den ene skelsættende begivenhed og videre til den næste (kun afbrudt af flashbacks til tidligere skelsættende begivenheder), gør, at den nye fortolkning frigør sig fra Jan Troells film.
Det er interessant, men næppe helt gennemtænkt, at parallelisere den tids udvandrere til Amerika med nutidens flygtninge. Især når man tænker på, hvordan det gik den oprindelige amerikanske befolkning.