Det er dagen før fødslen. Jegfortælleren, i En del af hjertet går ud af kroppen skal være far til en pige og søger ud i skovlandskabet omkring det sted, hvor han er vokset op. For at mindes fortiden og for at kunne bevæge sig ind i det nye. Her genkalder han sig mændene i sit liv, morfaren og farfaren, hvis sorg og smerte han aldrig har lært at kende og kun kan forestille sig, fordi de aldrig benævnte den. Og vigtigst af alt barndomsvennen Mark, som viste den unge hovedperson, at man kunne tale om følelser, at det ikke stod i opposition til rollen som dreng eller mand, men hvis venskab han lod sive ud.
Romanen pendulerer mellem jegets, der minder en hel del om Victor Boy Lindholm selv, gåtur i det danske barndomslandskab og alle de minder, stederne hvirvler op, i en prosa, der ofte tenderer det essayistiske. Minder, som fortælleren forsøger at bruge til at prøve at forstå, hvordan han kan blive den bedste far for sin endnu ufødte datter. En far, der ikke fører en voldelig, maskulin tavshed videre.
Morgenen inden turen lufter han ideen for sin kæreste.
