Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har skrevet en meget lidt tvetydig roman om tyske flygtninge

Der er rigeligt med gode intentioner, men knap plads til læseren i Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye epos om tyske krigsflygtninge, der bor i en lejr i København efter Anden Verdenskrig
Kultur
23. september 2022
Anne Lise Marstrand-Jørgensen er en kraftfuld prosaist, men gode intentioner er ikke nok til at skrive en god roman

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er en kraftfuld prosaist, men gode intentioner er ikke nok til at skrive en god roman

Sara Galbiati

Det er alligevel utroligt, så mange sider Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan få til at gå med at fortælle det, som vi vist godt ved: Hitler var en værre en. Men tyskerne var også mennesker.

Forfatteren er ikke den første, der har interesseret sig for Anden Verdenskrig, ej heller for den danske side af sagen eller efterspillet. Men netop derfor kræver det en vis omhu, hvis vi skal have den historie fortalt en gang til. Eller rettere: Hvis man vil fortælle den historie godt en gang til.

Sange om stilhed og hjem er en historisk roman fra mesteren af andre historiske romaner – om Margrete I og Hildegard af Bingen, blandt andre. Det nye epos handler om barnet Ursula på omtrent 11-12 år, der flygter fra russernes fremrykning i krigens sidste dage. Ursula har arvet sine blå øjne (!) fra sin norske mor, faren er tysker og soldat – og storebroren Willi drog gladeligt ud i Folkestormen i krigens sidste måneder, forblændet af arisk overmod og løfter om Førerens hemmelige supervåben.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her