Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Björk er ikke bare et ikon, men en genre, og på sit nye album når hun nye kunstneriske højder

Den islandske mester Björk Guðmundsdóttir har 56 år gammel leveret en tilbagevenden til fordums storhed. Det sker i en teknologisk og basklarinet-drevet genfortryllelse af den åbenbaring, som vores verden stadig er. Der er håb, lover hun. Men hun advarer også om, at hvis ikke vi vokser udad mod kærlighed, så imploderer vi indad i selvdestruktion

Albumtitlen ’Fossora’ er som meget andet hos Björk hjemmegjort. En femininisering af ordet, der på latin betyder »graver«.

Vidar Logi

Kultur
30. september 2022

Når man har sagt Björk, så har man åbnet en godartet Pandoras æske.

Ytrer man navnet, peger man ind i et værk, der er enestående i moderne musikhistorie. En helt urimelig overflod af nye takter, toner, tanker, visioner.

At genfortrylle verden gennem teknologi kan ses som et sigte gennem hele den islandske mesters virke. Til at begynde med ad elektronisk vej, men med tiden også med både nybyggede og gammeldags akustiske instrumenter.

Ja, det akustiske dominerer hendes spritnye, fremragende album Fossora, der tematisk roterer om kærlighed og dens nødvendighed i alle forhold i livet, naturens modstandskraft og magi, moderskabets selvopofrelse og gave samt Björks mors død.

Björk står som en genre, ikke kun et ikon. Hun er en skifting som David Bowie, en kosmiker som Alice og John Coltrane, en dramatiserende elektroniker som Else Marie Pade, en (liv)moderlig magiker som Kate Bush og en hallucinerende botaniker som Mark Hollis og Talk Talk. Insisterende på, at vi er komplekse polyfonier, at hver og en af os – længe før wokeness – er et vi. Det personlige pronomen som en konstant muterende biologi.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her