Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Kongemordets uundgåelighed fascinerer i stærke og blodige Shakespeareforestillinger

Det er kongekronen, der myrder og voldtager i Tue Bierings fem timer lange, stærke Shakespeare-blodsudgydelse på Odense Teater. Og det er begæret efter kongekronen, der gør Hamlets mor til offer i en interessant ’Gertrud svarer igen’ på Husets Teater
Der er ikke langt fra krigsbillederne fra Ukraine til dette forestillingsbillede fra ’Det europæiske slagtehus’ på Odense Teater. Med Frank Thiel som en af mange konger, der tilkæmper sig kronen – og bliver myrdet – i Tue Bierings stærke Shakespeare-fortolkning.

Der er ikke langt fra krigsbillederne fra Ukraine til dette forestillingsbillede fra ’Det europæiske slagtehus’ på Odense Teater. Med Frank Thiel som en af mange konger, der tilkæmper sig kronen – og bliver myrdet – i Tue Bierings stærke Shakespeare-fortolkning.

Emilia Therese

Kultur
26. september 2022

Shakespeare er nok den blodigste dramatiker i den europæiske teatertradition. Men instruktøren Tue Biering har gjort ham endnu grummere ved at sammenstille otte forskellige kongedramaer til én lang forestilling med titlen Det europæiske slagtehus, der er blevet den blodigste Shakespeare-fortolkning i kvindes minde.

Samtidig er forestillingen en sejr for skuespillerensemblet ved Odense Teater, der fuldstændig loyalt spiller og støtter hinanden i denne iscenesættelse, hvor de bliver budt alverdens ulækre og voldsomme hændelser. De lader sig oversprøjte med blod. De lader sig trampe ned i mudder. De lader sig blive udsat for simulerede voldtægter. De lader sig klemme mellem mure. De gør alt – i kunstens og Shakespeares tjeneste. Til ære for os tilskuere, der sidder nede i det røde plys og bliver overvældede af deres indædthed. I tilsølede scener, der minder om de skrækindjagende billeder, vi ser fra krigen i Ukraine.

I løbet af den mere end fem timer lange forestilling viser Tue Biering, hvordan kampen om kronen er drevet frem af sin helt egen magtlogik. Hvordan man som mulig arving til kronen – uanset hvor langt nede i arvefølgen, man befinder sig – altid vil tilsidesætte alt andet. Om man så skal myrde både andre og sig selv på vejen. Mathias Rosenkrands Bechs dramaturgi skubber til uundgåelig selverkendelse. Som en central replik lyder: »Kan man se i mine øjne, at jeg har dræbt et andet menneske?«

Grim, grimmere, grimmest

Ude i den virkelige verden har Dronning Elizabeth II’s nylige død afsløret mekanismer i det engelske samfund, som tydeligvis fører direkte tilbage til magtlogikken hos Shakespeares konger. Der er dog ingen pomp and circumstance som kongehyldestmusik eller hermelinskåbeoverdådighed over Det europæiske slagtehus. Scenografen Nicolaj Spangaa har skabt en rå verden af grimhed. Der er nærmest ingen scenografi ud over den nøgne bagvæg og nogle vægge, der sænkes undervejs – og diverse stilladser, som teaterteknikerne bygger op undervejs. Her er ingen prangende slotte.

Kostumedesigneren Marie Rosendahl Chemnitz har tilsvarende skabt kostumer, der består af tilsyneladende tilfældigt genbrugstøj. Alle 14 skuespillere og flere håndfulde statister er typisk klædt i træningsshorts, og de holder plastikposer i hænderne, når de da ikke knapper dåseøl op på stribe. Grim, grimmere, grimmest. Dette er pøblens og fattigdommens fest. Sportstøjet er kun prydet med en enkelt oversize perlekæde eller en snavset præstekrave hist og her – med et dyrisk kohornsoutfit som kommentar til den ikoniske kongresomstyrtende Trump-tilhænger. De heldige har scoret sig et ishockeypanser som beskyttelse – vel vidende, at skudsikre veste ikke duer til så meget her, hvor de fleste alligevel dræbes ved at få brækket nakken i kvælningsgreb bagfra. Daniel Foghs musik med snert af sækkepibe og Kim Malmoses lyddesign med trusselsbuldren lægger sig samtidig over mordene som kvalmedæmpende lyde. Med grotesk velsignende katedrallys af Simon Holmgreen.

Emilia Therese

I dette lurvede univers af opkomlinge, lobbyister og psykopater brillerer Odense Teaters skuespillere med en frygtindgydende dedikation. Alle spiller sammen. Alle lader sig myrde. Alle lader sig krone. Alle lader sig ofre. Fysisk og brutalt. De er alle hinandens forudsætninger. Alle er stjerner på skift. Fra konge til konge. På tværs af køn og alder, på tværs af statur og stemme.

Her bliver særligt den bange embedsmand til en lysende aktuel figur, ikke mindst i lyset af situationen i Rusland: Magtens håndlanger, der ved, at hans familie bliver dræbt, hvis han ikke adlyder.

Landets vildeste ensemble

Skuespillerensemblet stråler i al grumheden. Frank Thiel imponerer med sin faste blidhed. Kristoffer Helmuth med sin syge selvglæde. Benjamin Kitter med sin sikre sejrsdrift. Klaus T. Søndergaard med sin opportunistiske gambling. Freja Klint Sandberg med sin smilende voldstrang. Natalí Vallespir Sand med sin sprudlende hævntørst. Anders Gjellerup Koch med sin uhyggelige underdanighed. Nicolaj Jandorf med sin dekadente selvpromovering. Louise Davidsen med sit chokerede voldtægtsoffer. Malene Melsen med sin skruppelløse stikkertrang. Mikkel Bay Mortensen med sin besnærende folkelighed. Niels Skovgaard Andersen med sin akademiske naivitet. Githa Lehrmann med sin håndfaste præstemagt. Og Cecilie Gerberg med sin ubekymrede privilegieblindhed.

Dertil kommer nogle imponerende børn, der stirrer med store øjne ind i vanvidsuniverset – og en helt stribe statister af gamle, slidte mænd, der stiller halvnøgne op for at lade sig hverve som lejesoldater. Disse mænd vil være blandt de første, der falder på slagmarken.

I Det europæiske slagtehus har Tue Biering gjort mordets logik til også at være voldtægtens logik. Her er voldtægten en naturlig vej til tronen. Hvis man overtager kronen, har man også retten til at overtage den gamle konges dronning – eller det erobrede riges prinsesse. Her bliver voldtægtssymbolikken fuldbyrdet, da en kvindelig skuespiller i rollen som mandlig konge voldtager sin kvindelige kollega i rollen som kommende dronning. Voldtægten foregår ikke med kroppen, men med selve kronen: En primitiv jernkrone med sylespidse takker, som hun jager op i underlivet på sin kommende hustru – flænsende bestialsk. Det er barske sager.

Undervejs i stykket bliver jernkronen forfinet. Den ender med at være af guld, men logikken er den samme: Æstetikken er kun kamuflage. Voldsretten tilhører den, der bærer kronen.

Hamlets mor er vred

Shakespeares blodige logik hersker også i hans allermest berømte tragedie Hamlet. Her ender dronning Gertrud, prins Hamlets mor, som et af de mange ofre for Hamlets forsøg på at erobre kronen tilbage, efter hans onkel har dræbt hans far og stjålet kronen. Instruktøren Liv Helm har på Husets Teater i København skabt kommentarforestillingen Gertrud svarer igen, hvor hun lader Gertrud tage til genmæle over for sin søn – i en collagetekst af fremimproviserede tekster skabt af holdet selv og replikker fra Hamlet i både Lembckes og Brunses oversættelse.

Christian Friedländer

Skuespilleren Christine Albeck Børge har rollen som den traditionelt set fåmælte moderskikkelse, der her åbner munden og skælder ud. Hun sidder i sin perlebesatte dronningekjole og raser urvredt med hele sin spinkle krop mod Patrick Baurichters selvtilfredse, kåbeklædte Hamlet, men også mod Shakespeare og striben af selvsikre mænd, der ikke har tænkt synderligt over kvindernes manglende magt i historien.

Visuelt befinder dronningemoderen og prinsesønnen sig i Christian Friedländers ironiske scenografiske univers på Husets Teaters lille scene. Her er Hamlets slot blevet til guldmalede mure med skydeskår og vendbare tårne, der afslører garderober med hverdagsslidte T-shirts og rigeligt med teaterblod. I hvert fald indtil Edens Have scorer forestillingens overraskende slutning, der flytter plottet fra Shakespeare til Biblen. På forvirrende æblerov og med Ødipusmyten i baglommen.

Gertrud svarer igen er blevet en interessant og kønsdebatterende teaterhilsen til Shakespeare. Den har begavede tråde til #MeToo, og den tilbyder et spændende fokus på skuespillerens egen kropslige teknik i kampen for at nedbryde en historisk fastforankret figur og for at forny den. Men forestillingen truer også med at lukke sig om sig selv gennem sin skuespillermetodiske tilgang til figurerne. Forestillingen bliver så meget en metakommentar, at Shakespeares oprindelige tragedie og forholdet mellem mor og søn truer med at forsvinde.

Den kætterske tanke

Shakespeare inspirerer til nye teatergreb. Det viser begge disse forestillinger. Alligevel kan jeg ikke slippe den kætterske tanke, at Tue Biering faktisk ville have kunnet skildre samme voldslogik ved simpelthen at iscenesætte Shakespeares Richard III. Og at Liv Helm ville have kunnet skildre Gertrud ved at skabe en iscenesættelse med særligt fokus på relationen mellem Gertrud og Hamlet-figuren i en opsætning af Shakespeares Hamlet. Men så havde de måske ikke kunnet arbejde med samme frihed i deres skabelsesproces. Hvem ved.

Shakespeare har i hvert fald selv et replikmæssigt overskud og en drabelig dramaturgi, som er uendeligt fascinerende. Med kongekronen som vigtigste rekvisit.

’Det europæiske slagtehus’. Tekst: Tue Biering frit efter William Shakespeares stykker: ’Richard II’, ’Henrik IV’ del 1&2, ’Henrik V’, ’Henrik VI’ del 1, 2 og 3 samt ’Richard III’. Iscenesættelse: Tue Biering. Scenografi: Nicolaj Spangaa. Kostumedesign: Marie Rosendahl Chemnitz. Dramaturgi: Mathias Rosenkrands Bech. Musik: Daniel Fogh. Lysdesign: Simon Holmgreen. Lyddesign: Kim Malmose. Odense Teater. Varighed: 5 timer 10 minutter (spisepause undervejs). Spiller onsdag-fredag kl. 17.30 samt lørdag-søndag kl. 14 – samt onsdag den 28. september kl. 12. Til den 8. oktober 2022.

’Gertrud svarer igen’. Tekst: Holdet og Shakespeare i udvalgte tekster oversat af Edvard Lembcke og Niels Brunse. Iscenesættelse: Liv Helm. Scenografi: Christian Friedländer. Lyddesign: Erik Christoffersen. Lysdesign: Christian Vest Berntsen. Husets Teater. Til den 15. oktober 2022.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her