Der er uendeligt mange prædikater at hæfte på Kristian Leth. Hidtil har det måske mest præcise været noget i retning af kreativ og poetisk altmuligmand, men efter endt læsning af hans tiende bog, En tid med mirakler, forekommer det mest naturligt at kalde ham historiefortæller. »Vi har alle brug for en fortælling om vores liv,« skriver han i begyndelsen af bogen. »En fortælling, der er vores liv. Det er enklere, hvis vores livs struktur er givet af ydre omstændigheder. Så bliver kampen klar, til at forstå. Man må over eller igennem.«
En tid med mirakler er så hans bud på den historie, men den er ikke en enkel struktur. Den er – som virkelige historier er – fuld af digressioner, omveje, associationer, der ikke stringent passer ind i rækkefølgen.
Bogen er et års tids dagbogsnoter fra New York og Danmark sorteret i små essayagtige kapitler, der alle har en dato som titel. Kristian Leth beskriver hverdag under pandemien, tanker og associationer og citerer og parafraserer Dante, Heidegger, Platon, Patrick Harpur, avisartikler om ufoer og hvad han ellers lige går og læser.
