Kraftfulde Kristina Stoltz har skrevet en kollektivroman om klima, corona og kvinder med uhensigtsmæssige nedarvede familiemønstre. Fire generationer af sidstnævnte fucker for evigt op i For evigt, fordi de bliver forladt eller forlader på de helt forkerte tidspunkter – eller bliver hængende på dem, der er endnu værre. Den mest dominerende karakter, Baby, bliver som lille efterladt af sin mor Anna, fordi far ikke vil »lade mor være«. Baby er et wild child og bliver purung mor til endnu en Anna, som hun derefter forlader med jævne mellemrum til fordel for diverse drifter og indskydelser – herunder en mimerkarriere i Paris(!). Datteren Anna mangler til gengæld familiens evne til at forlade og bliver alt for længe i giftige forhold og opslidende plejehjemsjob, men forlader dog på det mentale plan sin egen datter, romanens yngste hovedperson Cajsa, i lange perioder af indre forstening, frottémorgenkåbe og flow-tv.
Serielt omsorgssvigt
Fortællingen om de fire generationer af serielt omsorgssvigt falder i syv dele med titler, der leder tankerne hen på analysemodeller til folkeeventyr: Hjemmet, Ankomst, Forvandling … long live berettermodellen! For evigt tager også sin begyndelse i en netop eventyrlig stemning. I de svenske skove strejfer den mor-forladte Baby omkring med den mystiske karakter Skovens Mama, der måske ikke er et decideret overnaturligt indslag, men i hvert fald lader til at have et afslappet forhold til rum-tid-kontinuummet. Hurtigt forvandler bogen sig dog til en rigtig samtidsroman, da Baby, som nu er over 70 år, flytter ind i barnebarnets kollektiv.
Kollektivlivet udspiller sig i et meget virkeligt nutidsdanmark. Kollektivisterne namedropper virkelige kendisser (for eksempel de to Larsener, digter-Marianne og arkitekt-Henning), tager på alt for virkelige Vingelodden for at blive coronatestet og deltager i den særdeles virkelige og virkeligt vigtige klimabevægelse Extinction Rebellion. Som kollektivroman i dobbeltforstand lader For evigt os naturligvis ikke kun høre historien fra det kaotiske cluster af allerede nævnte mødre og døtre, men giver også taletid til mindre centrale skikkelser.
Not your average boomer, baby
Selv om skiftende stemmer taler i romanen, er Babys fortælling til stede i det meste. Kvinden med det infantile navn er teknisk set babyboomer, men gør fordommene til skamme. Godt nok er Baby egoistisk i sin rastløshed, men ikke hvad angår den døende klode. Sammen med barnebarnet kaster hun sig ud i klimaaktivisme og går ikke af vejen for politikonfrontationer i kampen for salamandrene. Snerpet er hun bestemt heller ikke.
Mere end et århundrede er passeret, siden pioneren Karin Michaëlis sendte chokbølger gennem Europa med sin sensationelle roman Den farlige alder, der til almen gysen kombinerede faktorerne ’overgangsalder’ og ’begær’. Det burde således hverken være forfriskende eller modigt at give en moden kvinde hovedrollen i en roman om blandt andet drift, men er det alligevel. Stoltz lader uforfærdet Babys begær udfolde sig gennem romanen. Mens den voksne datter Anna hulker i Babys arme over endelig at have sin mor tilbage (Baby har været fraværende i flere år, som er gået med at forføre en krofatter på Møn), tænker Babymor på et fordums knald med langturschaufføren Frantz. Ikke så sympatisk, men et dejligt stereotypibrud!
Den sarte kærlighed i en vådserviet
Mens Baby og barnebarn fører en buldrende kamp for klimaet, udfører mor Anna mindst lige så heroiske gerninger i al ubemærkethed. Igen uforfærdet skildrer Stoltz med hyperrealisme plejehjemsassistenten Annas nænsomme skift af de dementes voksenbleer. It ain’t pretty, men det er virkelighed for mange mennesker. Stoltz formår at skildre intimhygiejnen på plejehjemmet, således at skønheden i Annas ømme, sarte vådservietomsorg for de gamle menneskers ømme, sarte hud overskygger det ikke særlig indtagende faktum, at ikke kun babyer, men også ældre mennesker får bleeksem og skal duppes med numsecreme. Det er edderrøveme godt gået.
Selv om Stoltz’ realisme sine steder således virkelig brænder igennem med eftertryk, var det dog de ret få passager, som syrer godt væk fra virkeligheden, der gjorde størst indtryk på mig: Den føromtalte Skovens Mama, som fremkalder forår ved at presse adskillige uger sammen til én eftermiddag eller en aktivists psykotiske forvandling til vandsalamander. Selv om der således er flippede passager og endvidere godt med drama i karakterernes baggrundshistorier, er det hverdagen, som fylder mest i bogen: et hul i et tag, ekskæreste-stalking på Facebook, hirsegrød med kanel. Dagligsdagsscenerne danner ramme om kloge refleksioner over den menneskelige tilstand, og kan du værdsætte bøger som Virginia Woolfs To the Lighthouse, uden som jeg at få spat over, at der går ti års handling med næsten ikke engang at komme ud til det skide fyrtårn, er For evigt for dig. For mig er hele coronanedlukningen stadig lidt for nærværende. Der skal virkelig meget til, før jeg har lyst til at genopleve lock down-downeren og testcentertristessen, og For evigt var for mig, trods mange kvaliteter, lidt for let at forlade.
Men det er jo også, som Baby siger, en dyb længsel for nogle mennesker at vende det hele ryggen, og til Kristina Stoltz vil jeg absolut sige: Hit me baby one more time!
Caroline Enghoff er litteraturanmelder på Berlingske
Kristina Stoltz: ’For evigt’. Gutkind, 428 sider, 300 kroner
