Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kvindekrønike om forladthed og klimakamp i coronaens tid

Kristina Stoltz’ realisme brænder i kvindekrøniken ’For evigt’ igennem med eftertryk. Men det er de få passager, som syrer godt væk fra virkeligheden, der gør størst indtryk
Kultur
23. september 2022
Dagligsdagsscener danner ramme om kloge refleksioner over den menneskelige tilstand i Kristina Stoltz’ ’For evigt’.

Dagligsdagsscener danner ramme om kloge refleksioner over den menneskelige tilstand i Kristina Stoltz’ ’For evigt’.

Lea Meilandt

Kraftfulde Kristina Stoltz har skrevet en kollektivroman om klima, corona og kvinder med uhensigtsmæssige nedarvede familiemønstre. Fire generationer af sidstnævnte fucker for evigt op i For evigt, fordi de bliver forladt eller forlader på de helt forkerte tidspunkter – eller bliver hængende på dem, der er endnu værre. Den mest dominerende karakter, Baby, bliver som lille efterladt af sin mor Anna, fordi far ikke vil »lade mor være«. Baby er et wild child og bliver purung mor til endnu en Anna, som hun derefter forlader med jævne mellemrum til fordel for diverse drifter og indskydelser – herunder en mimerkarriere i Paris(!). Datteren Anna mangler til gengæld familiens evne til at forlade og bliver alt for længe i giftige forhold og opslidende plejehjemsjob, men forlader dog på det mentale plan sin egen datter, romanens yngste hovedperson Cajsa, i lange perioder af indre forstening, frottémorgenkåbe og flow-tv.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her