Brudeparret Justine og Michael bevæger sig ned igennem de skrånende stolerækker på Aarhus Teaters skarptskårne Scalascene. De er ved at komme for sent til deres egen bryllupsreception. På scenegulvet modtages de af Justines stressneurotiske søster, Claire, i Mette Døssings lige lovlig skingre indpakning og dennes mand John, der i Kjartan Hansens underspillede aggressivitet er mest interesseret i at skyde med stikpiller om prisen på brylluppet. Scenen er sat for et familiedrama, der dog hurtigt får kosmiske undergangstoner.
Rikke Lylloffs ambivalente Justine er en djævelsk dragende arvtager til Kirsten Dunsts Cannes-vindende portræt af en kvinde fanget i melankoliens lammende følelse af tristhed. I mere end én forstand vender hun symbolsk blikket væk fra denne verden, og den forelskede nyslåede ægtemand Michael, der spilles bevidst overfladisk og naivt af Mathias Rahbæk. Hendes blik søger ud mod den rødlysende stjerneplanet, der sniger sig ind på både figurerne og publikum, der virker små og fremmedgjorte i det store, nøgne scenerum.
Jeg skrev en anmeldelse af filmen før premieren og før jeg havde set den:
https://www.google.com/search?q=universets+bl%C3%A5+%C3%B8je+planet+mela...
I grunden forekommer det mig, at filmen faktisk tager fat om fænomenet angst, sådan som jeg stiller det op over for melankolien.
Justine gribes før den sociale omverden af fortvivlelse, hun går ned, mister sit fundament i den kollektive sociale fortælling, hvorefter hun kun har sin individuelle tilgang til det sociale, her under sit eget bryllup. Triers trick går på, at hun kan se fremtiden før andre, at hun ved, at planeten står umiddelbar over for sin undergang, hvor alle andre holder fast i troen eller mister den i den mere eller mindre sandfærdige/bekvemme konstruktion af en fælles fortælling om udviklingen.
Individet stiller sig på det klare syns plads. Justine ser klart, gider ikke høre mere lort. Hun boller en latterlig ung fyr, der drømmer om en fremtid med hende frem for den ægteman, som hun unddrager bryllupsnattens samleje. Hun bader sig med sig bryllupskjole i det kosmiske lys, løfter sig ud af fællesskabets lummerhed.
Det hedder ironisk distance. Hun kan ikke tage sine medmennesker og den fortælling, de lever ind i, alvorligt længere.
Det er fuldstændigt det samme, der sker for individet, der hvor det konfronteres med sin egen endelighed, øjeblikket, den mulighed der åbner sig hvert eneste øjeblik, hvis den enkelte er fundamentalt tilstede i tidens tilblivelse.
Den meditative konfrontation med det at være i eksistentialistisk forstand gør det samme, som Justines møde med jordens undergang. Eneste forskel er, at den samtidigt åbner for muligheden, det at holde fast i alt det, der er meget mere end tvivlsomme fortællinger, kun logiske muligheder, fortænkte pladderoptistiske former for livsfornægtelse.
Jeg har ikke læste en eneste anmeldelse af filmen, som var værd at læse.
Min egen læsning af filmen falder meget godt ind i den anmeldelse, som jeg skrev før jeg så den.
Sagen er, at vi lever i den samme verden, og at jeg benyttede anledningen til at sige det samme, som jeg altid gør. Hvad sagde jeg:
https://www.google.com/search?q=universets+bl%C3%A5+%C3%B8je+planet+mela...
"Det er depressionens forvrængede virkelighed, der stirrer os i øjnene."
Dén sætning indkapsler min oplevelse af Behrens iscenesættelse. Meget fornem, poetisk skildring af depression - som jeg ser helt klart i denne opsætning.