En østers på et barokmaleri er ikke bare en østers

Godt, jeg ikke ved nu, hvad jeg senere på dagen skal erfare, da jeg sidder her ved mit firkantede træbord i Spiseriets lille efterårssolbeskinnede gårdhave bag bøgehækkene, der omkranser fliserne og markerer smørrebrødsrestaurantens territorie inden for området af den tidligere herregård Gl. Holtegaard, der siden 1976 har fungeret som udstillingssted – og ikke som landsted og pynteknap i flæseskjorten på Kgl. Hofbygmester Lauritz de Thurah og hans slavehandelsafledte velhaveri. Så ville jeg nemlig være pinligt bevidst om, at de ældre mennesker i pastelfarvede skjorter og hørbukser, som åbenbart er det dominerende segment af gæster i etablissementet sådan en tidlig tirsdag eftermiddag, og som jævnligt siver ud ad døren og forbi mig på vej hen til parkeringspladsen, med stor statistisk sandsynlighed antager mig for – ikke blot mindre feminin, end hvis jeg havde haft en, for eksempel, salat stående på bordet foran mig, men også dummere og dårligere til mit arbejde, som jeg sidder dér og sætter min labert majonæseoverdyngede lækkerbisken af et kæmpestort stykke smørrebrød til livs.