Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En opstyltet historie om ædle menneskers kærlighed til naturen

’Hvor flodkrebsene synger’ er en film befolket af henholdsvis entydigt gode og entydigt dårlige mennesker, og sammenstødet mellem dem kaster selvfølgelig noget drama af sig, men dette drama er kedeligt
Naturens muntre søn Tate (Taylor John Smith t.v.) er helt åbenlyst det bedste bud på en kæreste for hovedpersonen i ’Hvor flodkrebsene synger’, Kya (Daisy Edgar-Jones, t.h.). Se selv, hvordan han forærer hende en flot fuglefjer! Kya skal dog grueligt meget igennem i løbet af dette noget opstyltede sydstatsdrama.

Naturens muntre søn Tate (Taylor John Smith t.v.) er helt åbenlyst det bedste bud på en kæreste for hovedpersonen i ’Hvor flodkrebsene synger’, Kya (Daisy Edgar-Jones, t.h.). Se selv, hvordan han forærer hende en flot fuglefjer! Kya skal dog grueligt meget igennem i løbet af dette noget opstyltede sydstatsdrama.

Columbia pictures

Kultur
29. september 2022

Et vådområde er ikke bare et vådområde. Det forklarer en ung stemme med stor alvor på indøvet sydstatsamerikansk i åbningsscenen i Hvor flodkrebsene synger, mens kameraet panorerer hen over det vanvittigt fotogene og fantasiæggende marsk- og sumplandskab, som filmens handling udspiller sig i.

Der er forskel på marsk og sump, fortsætter fortælleren, som også er filmens hovedperson, nemlig den omsorgssvigtede, men ressourcestærke kvinde Kya (Daisy Edgar-Jones), der bor for sig selv i en øde del af 1960’ernes North Carolina. Marsken er den beboelige del af området, mens sumpen er det mere eller mindre permanent oversvømmede terræn, som Kya hele sit liv har udforsket i en motorjolle, der ser ud til at være lavet af blik.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her