Kultur
15. september 2022
Dette er flyvende opera, nordmanden Stefan Herheims iscenesættelse af Rossinis Askepot på Den Kongelige Opera. Alt er i bevægelse. Den modstandsløse orkestermusik, den vokale bravura, personernes interaktioner, korets emancipation fra saltstøttens tyranni, ligesom den scenografiske fantasi både animerer rummet som tegnefilm og nedbryder den fjerde væg mellem scenens folk og dem, der kigger på. Det er altså flyvende opera buffa, i slægt med Monty Pythons Flying Circus, langt morsommere, end det plejer at være i operaen.
Valdemar Lønsted synes for første gang at have oplevet en almindelig, moderne opsætning af belcantoen.
Nila Parly, som jeg beundrer meget, har dog ikke helt forstået det med musikken: den akkompagnerer fuldkommen 1:1 ordet, hvad man kan forvisse sig om i den skønne tekstning, der for én gangs skyld rammer det satiriske og vittige i librettoen.
'Hvad med Askepot', spurgte Sterbini, da han og Rossini forsøgte at finde et sujet, der kunne komme op på siden af den overdøvende succes med 'Barberen i Sevilla'. 'Vil De skrive mig en Askepot, skal jeg gøre mit yderste for at leve op til det', svarede Rossini. Og det gjorde de så. 'Non piu mesta', som fremhæves her, er i det store og hele (der er ændringer i orkestreringen) fuldbyrdelsen af det sangertyveri, Geltrude RIghetti Giorgi, der sang begge hovedroller, havde gennemført allerede ved senere produktioner af 'Barberen': hun havde simpelthen stjålet tenorens arie. Derudover findes den også i en tenorversion fra en kantate, han skrev nogenlunde samtidig.
Den yderst begavede forestilling, der lader dramatisk stil og sangstil smelte sammen, sådan som det er den førromantiske og komponistgeniets praksis, beviser, hvordan netop opera med rod i oplysningstiden kan ruske op i os på en måde, skærpe vores intellekt og vore sanser og dermed gøre os klogere igennem den agtpågivenhed, scenisk nærvær giver os.
Den anden side af sagens vigtighed fik jeg desværre slet ikke lyttet til, fordi spillet er så eminent: i hvor høj grad lykkedes dirigenten med at spille hver en nuance i orkestersatsen? For det er i den samklang, man for alvor forstår den metode og det samarbejde, der er musikteatrets kendemærke, før komponisten fik for vane at overdøve alle andre stemmer.