Tuhaf har fundet guldet for enden af den multikulturelle regnbue

Det er efterhånden en del år siden, jeg ramlede ind i Tuhaf første gang i et festtelt på Nørrebro. Bandet har huseret i den københavnske undergrund en rum tid som et festligt indslag, der red med på den lettere nostalgiske, globale bølge, som spandt farverige fantasier over en psykedelisk guldalder i tyrkisk rock og pop. Tuhaf præsenterede et habilt dansk take på genren og havde i den tyrkiskfødte sangerinde Berrin Baş et trumfkort af en frontfigur. Jeg var dog ikke overbevist om, at de havde potentiale til så meget mere end at være et lokalt partyband med lidt kant.

Stille og roligt er Tuhaf dog vokset med opgaven. Ikke uden en vis flabethed – som jeg bestemt hylder – sammenligner de i deres pressemateriale de første spæde forsøg med coverversioner af tyrkiske klassikere med The Beatles’ unge år, hvor Liverpool-bandet høvlede covernumre af sig i Hamburg. Et københavnsk-tyrkisk The Beatles er Tuhaf næppe, men mindre kan jo gøre det, og allerede på ep’en Gölgeden fra 2019 var det åbenbart, at de var godt på vej i en transformation fra hæderlige nostalgikunstnere til en original stemme på den danske musikscene.