Ambitioner har visselig aldrig manglet hos Anders Søgaard (f. 1981), som i dag er professor ved Københavns Universitet i datalingvistik med fagligt speciale i kunstig intelligens, men som i tiden lige efter år 2000 udsendte to digtsamlinger og en slags dagbogsroman, som fik anmelderne til at erklære talent og tale om sikre tegn på intelligens og belæsthed.
I 2019 vendte han tilbage som skønlitterær forfatter med Landskabsdigternes klub, som her i bladet blev kaldt »en underlig samling«, underlig i sit anslag og sin komposition, underlig i sine linjer og sit inventar. Det samme kunne man, trist nok, sige om Hus uden fundament, der betegner sig selv som roman, men egentlig er en håndfuld ambitiøse og derfor ret krævende fortællinger, alle sådan lidt løst og henkastet kredsende om alle de huse, mennesker befolker, bebor, bruger og forlader: middelalderens kloster, et hospital, en kirke (selveste Marmorkirken, som pludselig viser sig at være borte) og en hvid, kvadratisk villa på en stille vej i Tyskland et sted.
Perfid anmeldelse. Hvis ikke anmelderen evner opgaven, kunne han med fordel tage sig en pause på 15 år. Tak.