De kan inddeles i klasser ligesom os mennesker. Der er 11 ordklasser i dansk – det lærte jeg i Mette Abildgaards fine tekst om ordet ’Pyt’.
Ord kan ophøjes ved at blive forbundet til andre ord. Ligesom vi mennesker kan ophøjes ved nærheden til andre mennesker. Ord kan smykke sig med andre ord. Ord kan danse sammen. De kan slås. De kan kopulere og yngle, de kan messe og mumle, blæse og have mel i munden, mens det tordner, og himlen fyldes af ildmusik.
Visse ord er på tålt ophold. Ord kommer vandrende ind over grænser. Invasive ord. Visse ord får aldrig lov at blive rigtig danske, visse ord er ikke velkommen i det finere selskab og bliver måske aldrig helt stuerene. Visse ord modtager pludselig en invitation og får lov at danse med på det allerfineste sildeparket. Visse ord er alt for kønsstereotype og må gentænkes. Visse ord kan bryde med normer og forventninger. Og klassebarrierer.