I den bedste af alle verdener ville Giftig gæld og udpint velfærd. Om udpiningen af den offentlige sektor og gældens destruktive dynamik være at finde som pensumtekst på alle landets samfundsvidenskabelige grunduddannelser og i samfundsfag i gymnasieskolen. De politiske partiapparaters soldater, offentlige forvaltningsagenter og ganske særligt de offentligt ansattes fagforeninger kunne med fordel også – dvælende og nærlæsende – stikke næserne dybt ned i de 235 sider.
Antropolog og ledelsestænker Susanne Ekman fra RUC har på baggrund af et kolossalt kvalitativt felt- og forskningsarbejde, baseret på autoetnografi fra egen arbejdsplads, utallige uformelle interview og samtaler samt 45 formelle interview af cirka to timers varighed med offentlige ledere og medarbejdere og en masse kvantitativt materiale og policy dokumenter (fra Danmarks Statistik, arbejdsmiljøforskningen, interesseorganisationer, EU og OECD), skrevet en øjenåbnende bombe af en lettilgængelig og velskrevet bog.
Steen Nepper Larsen er så gammel at han kan huske dengang hvor man skulle gå op på biblioteket for at læse en bog som man ikke selv ejede. Måske fik man en fotokopi som man lagde i en stak. Den kunne man så møjsommeligt sammensætte med andre fotokopier til et kompendium. Som man kopierede. Ja, stencilerede... Altså, en masse arbejde med materialesøgning og -kopiering er blevet rationaliseret. Produktionen af egne skrifter... Kommunikationen med studerende og kollegaer er blevet rationaliseret.
Vi kan bruge denne tid på at undervise flere, skrive mere, kort sagt, gøre mere af det som vi er gode til fremfor at bruge tiden på at transportere papir. Denne ligning er ikke simpel, rationalisering og merarbejde. Derfor skal den konstant være til forhandling. Her mener jeg at det er en bedre taktik at forhandle sådan om de ansatte ved domstolene gør lige nu - fremfor at knytte næverne mod den forbandede kapitalisme.
Kort og præcist: vores velfærdssamfund er på vej til at kollapse under sin egen vægt. Spørgsmålet er bare hvornår. Og der er ingen politisk vilje til at stoppe løfterne om mere og mere. Og jo større den bliver, jo tungere og hurtigere falder den.
Senest er det Arnepension, gratis tandpleje til man fylder 21 år, og idag Socialdemokraternes 3 milliarder til sundhedspersonalet. Gaverne regner ned, og gælden stiger.
Og så lever vi oven i købet i et krisesamfund hvor pandemier bliver afløst af forsyningskriser, krig, energikriser, og hvad er det næste? Måske spredning af atomforurening, eller stop for Chipproduktion, som vi jo heller ikke selv kan? Men det kræver et langt bedre beredskab end det vi har idag. Og det havde vi ikke engang råd til da det gik rigtig godt i nullerne og ti’erne, og koster hundrede vis af milliarder, hvis vi altså ikke bare skal slukke ildebrande,som med podningerne eller minksagen, eller håbe på at amerikanerne vil hjælpe os.
Ja der er nok at tage fat på, men ingen vil gå forrest med velfærdsreduktioner. For det er upopulært.
På trods af enorme IT effektiviseringer, har der aldrig været så mange offentlige ansatte som nu.
Og hvis man medregner privat ansatte der udfører "offentlige" opgaver, bliver det bare helt grotesk.
Mon ikke vi i den grad bruger de offentlige ressourcer meget forkert