Franskmanden Pierre-Laurent Aimard er den ottende pianist til at modtage Léonie Sonnings Musikpris. Han følger efter notabiliteter som Svjatoslav Richter, Arthur Rubinstein, Krystian Zimerman, András Schiff, Alfred Brendel, Keith Jarrett og Daniel Barenboim. Aimard skiller sig ud ved at være den eneste med speciale i partiturmusikken skrevet efter Anden Verdenskrig. Det er i dette udfordrende terræn, han har været en næsten skræmmende kompetent fortolker gennem fem årtier og med to store landsmænd som læremestre: Olivier Messiaen og Pierre Boulez.
Styrkerne er mange, svaghederne få. Hvis man skal fremhæve et enkelt træk ved Aimard, må det være udtrykkets skarpt formulerede klarhed i tilgangen til et stykke musik, og dermed følger et kompromisløst fokus på artikulation, anslag, rytmisk attaque og studiet af især instrumentets yderregistre – med pedalbrugen som et afgørende medium. Klavermusik med Aimard er støvsuget for rutinevirtuositet i romantisk forstand, det er mere sammenligneligt med den æteriske spillepraksis, der er udgået fra Ravels moderne klassicisme.
Så fremragende kvinder findes ikke.