Denne artikel er delt af Nene La Beet

Informations abonnenter har betalt for artiklen, men Nene vil gerne give dig mulighed for at læse den.

Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Lee Lozano lavede livskunst af ekstrem karakter, men Gl Strand sætter den i glas og ramme

Det hele er meget pænt på Gl Strands udstilling om den ekstreme, amerikanske livskunstner Lee Lozano, selv om man også glimtvis på udstillingen rammes af den overflod af sandhedssøgende vildskab, aggression og vulgaritet, som er så karakteristisk for hende

Lee Lozano: Uden titel (1961) © The Estate of Lee Lozano. Courtesy Hauser & Wirth.

Thomas Barratt

Kultur
7. oktober 2022
»It won’t bite,« står der med håndskrift i billedets nederste hjørne. En tegning på samme ark skildrer et bizart paphoved, bogstaveligt talt: En firkantet papkasse med en storsmilende, grøn mund på den røde forside og to beigebrune ører på siderne. Låget er åbent, så man ser ned i hjernekassen. Den er imidlertid tom, på nær en lang, brun slange med et pikhoved, som snor sig ud af en spalte i paphovedets forside. Måske bider den ikke, men selv om den ser komisk ud, virker den samtidig aggressiv og alt andet end tandløs. 
Lee Lozano: Uden titel (1961)

Lee Lozano: Uden titel (1961)

Courtesy of Karma. Collection of Jaap van Liere
 
Den særprægede og voldsomme blanding af humor, vulgaritet og plathed, som med få midler samler sig i et både uhyggeligt og sjovt motiv, en surrealistisk syndefaldsskildring, er typisk for den amerikanske kunstner Lee Lozano (1930-1999). Hun lavede i 1960’erne adskillige af disse afstumpede og tomme kassemænd med strittende piknæser, måske som en gravalvorlig og spydig kommentar til kunstmiljøets dominerende typer, kunstpatriarkatet, hvis udsøgte næse for at kapitalisere kunsten, hun foragtede.

Livskunst

Hvis man kort skal karakterisere Lee Lozano, ligger betegnelsen sammensat lige for. Der er intet i hendes liv eller værk, som er ligetil. Tværtimod fremstår det hele kompliceret, men samtidig legende, eksperimenterende, kritisk og grænsesøgende. Hendes kunstneriske produktion er blandet og uensartet. Halvt figurative malerier, serielle abstraktioner, skriftbaserede værker. Hendes karriere – hvis det ord overhovedet giver mening i hendes tilfælde – er kort. Hun skaber værker i perioden fra midten af 1950’erne og frem til begyndelsen af 1970’erne, hvor hun bor i henholdsvis Chicago og New York. Siden flytter hun til Dallas og forsvinder ud af kunstverdenen.

Lee Lozano fotograferet af Hollis Frampton i 1963

Lee Lozano fotograferet af Hollis Frampton i 1963

Hollis Frampton

Kunsthistorisk ordningstrang vil gerne rubricere det som en bevægelse fra abstrakt ekspressionisme over popkunst og minimalisme til konceptkunst. Men det er kun for en meget overfladisk betragtning, at Lozanos ligheder med disse bevægelser giver mening. I sidste ende er der heller ikke nogen orden, måske slet ikke noget værk, men snarere en kunstnerisk forvaltning og formgivning af et liv, en drøm, en vision: En ekstrem og helt egenartet livskunst, som udfolder sig på kanten af den etablerede kunsthistorie. Såvel ungdomsoprørets ruståger som borgerrettighedskampenes og antikrigsbevægelsens revolutionære slagord fornemmer man som klangbunde i Lozanos sene værker.

Det er derfor også et stort spørgsmål, om Lozano overhovedet stopper med at lave kunst, selv om den aktuelle kunsthistoriske fortælling gerne fremstiller det sådan. Og i øvrigt generelt synes bedre om de sene konceptuelle værker end de tidlige ekspressive arbejder. I 1970 formulerer Lozano i sine notesbøger ideen om den konceptuelle Dropout Piece. Et værk, som består i et håndskrevet notat om at forlade New Yorks kunstverden og dens fjendtlige konkurrencementalitet. Men netop fordi Lozano formulerer det som et værkprojekt, og ikke nøjes med at formulere det som en idé på papir, men faktisk realiserer ideen, kan man spørge, om hendes exit fra kunstverdenen, hendes årelange ikkeproduktion, i virkeligheden er hendes største værk.

Lee Lozano: Uden titel (1963) © The Estate of Lee Lozano. Courtesy Hauser & Wirth.

Lee Lozano: Uden titel (1963) © The Estate of Lee Lozano. Courtesy Hauser & Wirth.

Stefan Altenburger Photography Zürich

Lozano skriver et sted om et andet projekt fra 1969, Dialogue Piece, at det står som et ideal for hendes kunstopfattelse: »Hvad nu hvis jeg holdt op med at lave forskellige værker og kun lavede Dialogue Pieceresten af mit liv som mit ’arbejde’?« Hvordan skal man forstå sådan et ideal? Er det radikal ikkekunst, et negativt aftryk af kunstverdenens krav om salgbare værker, karismatisk væren-på og selvpromovering, personligheden som et kostbart brand i form af komplet fravær og afvisning? Eller skal man se det som den radikaliserede konsekvens af Lozanos gennemgående interesse for krop, begær og vitalitet, hendes oprigtige selvinvestering i kunsten?

Begge dele virker i mine øjne sandsynligt, for hun var ikke nogen cool konceptkunstner, men en vanskelig person, humørsvingende og krævende. Hun var for meget, kan man forstå på alle, der kendte hende. Selv om eksperimenter med rusmidler var en accepteret del af tiden, udartede det aspekt sig hos Lozano i et usundt omfang. Ikke æstetisk, for det afsatte spændende værker, men menneskeligt og socialt. De sider af livet nægtede Lozano imidlertid at skille ad, så det at formgive strakte sig ubesværet for hende – men besværligt for mange andre – på tværs af kategorierne. Måske er det en årsag til, at hendes kunst, hendes livskunst, også i dag fremstår besværlig og svært tilgængelig.

Værksliggørelse

På Gl Strands præsentation af Lee Lozano får man små indblik i den ekstreme karakter af Lozanos livskunst, men dog med et afgrænset fokus på tiden frem mod midten af 1960’erne. Den kunsthistoriske forvaltning af arven efter Lozano har en uheldig tendens til at værksliggøre foretagendet, indramme det og fragmentere det. Endda helt bogstaveligt: Skitsebøger er skilt ad i enkeltblade, som er monteret i hver sin passepartout og placeret bag glas og ramme. Det hele er meget pænt, selv om man også glimtvis på udstillingen rammes af den overflod af sandhedssøgende vildskab, aggression og vulgaritet, som er så karakteristisk for Lee Lozano.

Jan Søndergaard

Man konfronteres med disse indblik i Lozanos exces og udfordrende forestillingsevne på tværs af hendes samlede produktion. De tidlige portrætter er urovækkende og psykologisk fortættede på samme måde som de senere maleriers sære blandinger af seksualiserede maskindele og løsrevne, tingsliggjorte legemsdele. Hyperseksualiseringens overdrev på indholdssiden (en slags visualiseringer af den analogiserende humor i det verbale: Det sagde hun også i går …) finder sit modsvar i formsprogets bevidst uraffinerede og uskønne udtryk, der tenderer mod en palet, der blander forgrovelse og forfinelse i et industrielt klinisk udtryk af mørkegråt, sort og brunt kontrasteret af næsten ublandede primærfarver.

Frem for alt er det intense og voldsomme arbejder, man møder. Lee Lozano er frygtløst grænseoverskridende, rå, plat og aggressiv. Det er dog tydeligvis vanskeligt at formidle radikaliteten af værket, uden samtidig at tage livsnerven ud af det eller i hvert fald lægge en dæmper på det. Alligevel er udstillingen en unik mulighed for på dansk grund at stifte bekendtskab med en særpræget og ekstrem kunstner, som i de senere år helt berettiget har fået voksende international opmærksomhed.

’Lee Lozano. The Ultimate Metaphor is a Mirror’. Gl Strand. Indtil den 13. november 2022.

Nene La Beet læser Information

Måske skulle du også prøve?

Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.

Prøv Information gratis i en måned.

Prøv Information nu
Følg disse emner på mail