Muren er faldet, og i Thüringen i Østtyskland sidder Carl. Han er midt i tyverne, en murer med drømme om at blive digter og netop blevet forladt af sine forældre. Hvor dannelsesfortællingerne normalt foreskriver, at det er det unge menneske, der skal rejse ud i verden og bryde med det fædrene ophav, så har vi her er finurlig omvending. Inge og Walter er strøget, i vandreudstyr og med let oppakning og en sidste formaning om, at sønnen skal agere »bagtrop«, holde styr på huset og farens Lada og ellers bare forholde sig afventende.
Det holder for en stund, indtil Carl rejser til Berlin. Og så er præmissen for romanen sat. Carl forsøger at skabe sig et liv i Berlin blandt en spraglet gruppe af kunstnere, besættere, plattenslagere og soldater, hjemsøgt af en forvirrende dobbeltfølelse af at være blevet efterladt og at have fejlet i at beskytte hjemmet, mens Inge og Walter mere bekymringsløst siksakker sig gennem landet.
Til at forbinde dem er de breve, Carl og Inge udveksler, og som på sin vis udgør den godt 600 sider lange romans rygrad som smukke meditationer over, hvad det vil sige at være nogens barn og forældre.
