Karen Blixens gådefuldhed pibler frem i øjeblikket – både i ballet, i tv-serie og i skuespil. Nu har Syddjurs Egnsteater skabt forestillingen Sommerhuset på Mols, som handler om et døgn i 1946, hvor Karen Blixen kommer på besøg i sommerhuset hos sin lillesøster, forfatteren og naturforkæmperen Ellen Dahl. En dag, hvor lillesøsterens bogudgivelser bliver negligeret af storesøsteren, men også hvor storesøsterens syfilissygdom vækker ømhed hos lillesøsteren.
Teksten er af dramatikeren Simone Isabel Nørgaard, der tidligere har skrevet blandt andet Augustenborgs stemmer og den Reumert-belønnede Jordens indre om seismologen Inge Lehmann. Den bærer præg af stor kærlighed til Karen Blixens fortællinger og grundig research i hendes livshistorie – med erklæret inspiration fra Tom Buk-Swientys biografi. Replikkerne smyger sig smukt ind i det blomstrende landskab i Mols Bjerge, og stilistisk er de præget af den poesi, som er Simone Isabel Nørgaards særkende.