Denne artikel er delt af Anne Middelboe Christensen

Informations abonnenter har betalt for artiklen, men Anne vil gerne give dig mulighed for at læse den.

Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Rikke Westis skolelærer brænder for miljøet, så hendes vejrtrækning bliver stakåndet

Mungo Parks teaterforestilling ’At lære at dø’ med to unge og overvældende gode skuespillere er et vellykket bud på en hverdagsfortælling om at gøre noget for klimaet. Midt i skoletimen. Lige nu
Den imponerende skuespiller Rikke Westi smitter med sin klimabekymrede vejrtrækning som skolelæreren, der underviser i CO₂-aftaler, mens hendes egen klimaangst bare vokser i forestillingen ’At lære at dø’ på Teater Mungo Park.

Den imponerende skuespiller Rikke Westi smitter med sin klimabekymrede vejrtrækning som skolelæreren, der underviser i CO₂-aftaler, mens hendes egen klimaangst bare vokser i forestillingen ’At lære at dø’ på Teater Mungo Park.

Rumle Skafte

Kultur
13. oktober 2022

At lære at dø er en kynisk titel. Men titlen viser sig at være uhyggeligt præcis. For teaterforestillingen på Mungo Park i Allerød handler om den klimabekymring, der er ved at tage livsmodet fra mange. Heldigvis er At lære at dø også en yderst begavet og vidende forestilling. Samtidig er den forfriskende og nødvendigt brutal, for den er båret af et oprigtigt opråb. Og heldigt nok er den også vellykket scenekunst.

Det er den svenske teaterinstruktør Viktor Tjerneld, der skabte medieforestillingen Spejlmanden i 2020, der nu har skrevet og instrueret denne forestilling om klimaangst og klimadepression. Han har fundet et velfungerende greb, så de mange rædselsvækkende fakta og prognoser ikke bare reduceres til et manifest, men bliver til dramatik. Han har nemlig skrevet en forestilling om en ung, kvindelig lærer, som er så bekymret for klimaet, at hun ender med at præsentere al sin grufulde klimaviden for sine elever – også i de yngste klasser, hvor børnene selvfølgelig bliver vildt skræmte. 

Samtidig bliver en ung, nyuddannet mand ansat i kommunen for at gennemføre flere grønne løsninger på arbejdspladsen. Problemet er, at han ikke reelt får lov til at ændre noget. Det kan i hvert fald være svært nok for ham bare at skaffe en enkelt kødfri dag i kantinen.

Forestillingen foregår i et skolelokale med os tilskuere som elever. Men den foregår allermest i et fiktivt landskab i nærheden – med en stor sten på et højt punkt, som alle de lokale kalder ’Udsigten’. Scenografen Peter Schultz har skabt et stemningsfuldt og dystert landskab, der elegant nok kun består af en baggrundsplade med nogle træplader, der er blevet brændt forneden i et takket, bølgende mønster. Deres brændte kant ligner umiskendeligt silhuetten af en granskov i det fjerne – udover at brædderne i sig selv associerer til skovbrand og klimaforandringer. Det er en flot og effektfuld black box-scenografi.

Takket være Christian Halbergs forførende og vemodigt smukke videodesign, der projiceres hen over scenografien, så bliver denne udsigt også det perfekte sted at stirre på nattehimmel og kigge stjerner. Alt imens livsmodet daler i Jari Matsis illustrative lysdesign, og Emil Bølls lyddesign skaber stemningen af undergang og knækkende gletchere – og mens veltalende børn dukker op i dokuvideoglimt med stille undren over deres forældres generations uansvarlighed.

Sort røg og ægte tårer

Den unge skuespiller Rikke Westi er fuldstændig bjergtagende i rollen som skolelæreren, der ikke længere kan tænke på andet end alverdens rapporter om temperaturmålinger og artsudryddelser. Hun går på scenen med sit kønne, lange hår ud over en orange skjorte og ser på os med sine bekymrede øjne i en realistisk spillestil, som om hun vitterlig skulle til at undervise i dansk grammatik om lidt. Hun begynder også fint med en power point om den industrielle revolution – med billeder af dampmaskiner og sort røg. Men så begynder hun at hakke i det. Hun bliver stakåndet. Alligevel taler hun videre, hurtigere og hurtigere, indtil hun ikke kan presse flere ord ud over læberne. Så standser hun op – forvirret over sin egen reaktion.

Det er en overrumplende troværdig skildring af angst. Hendes åndedrag pumper, mens hun hyperventilerer. Ude af stand til at berolige sig selv. Tårerne løber ned ad kinderne på hende. Og hun spiller sin angst frem, så tilskueren spontant spejler sig i den. Voldsomt og ægte.

Lydhørt skuespil

Sebastian Aagaard-Williams har en fin naivitet i rollen som fyren i T-shirt og sneakers, der glæder sig til at flytte hjem til barndomsbyen – både for at kunne tage sig af sin demensramte mor, men også for at begynde på det nye job som miljøkonsulent i kommunen. Hans optimisme er rørende, og hans overbærenhed har en ukuelighed, som er overvældende kærlig. Han rammer energien hos den dynamiske type, der vitterlig tror på, at alt kan lade sig gøre, hvis bare man gør en indsats. Også i kampen for miljøet.

Af og til skifter Rikke Westi rolle og sætter sig i en kørestol hjemme hos ham i rollen som hans syge mor. Her spiller de to skuespillere bare videre, som om de vitterlig er mor og søn. Det er imponerende lydhørt og nuanceret spillet af disse to unge scenekunstnere. Tilsvarende skifter Sebastian Aagaard-Williams sjovt om til rollen som psykologen, der skal hjælpe den unge skolelærer. Hans psykolog er deltagende og professionel, men mærker tydeligvis ikke selv klimaangsten. Alligevel bliver det hans figur, der siger forestillingens mantra om redningen af kloden: »Hvis det er usandsynligt, er det dog muligt

Godt at grine 

Midt i bekymringen er Viktor Tjernelds tekst dog også ret morsom. Ikke mindst når de to unge uventet møder hinanden oppe ved udsigtspunktet, og begge bliver ret kejtede. For skal man tale med en fremmed midt om natten? Eller vil det netop være uhøfligt ikke at sige noget? Og det skaber en skæg stemningsmodsætning til de sorte tanker, når skolelæreren tager håbet ud af sine elever med det retoriske spørgsmål: »Hvad kan vi gøre for at redde Jorden? Ingenting.«

Viktor Tjerneld får tilskuerne til at mærke sortsynet. Men han får os også til at smile – og hvor gør det godt at grine ad håbløsheden bare sådan et enkelt livsbekræftende sekund! Netop gennem latteren forstår vi, at handling er det eneste, der kan redde os.

»Jeg kaster ikke med kogler mere,« siger Rikke Westis skolelærer ellers, da hun første gang sætter sig på stenen og stirrer ud over sin barndoms landskab, som nu er truet af en grisk entreprenørplan med betonbyggerier.

Men noget forandrer sig. Også i hende. Og netop fordi hun spiller så vidunderligt fysisk, kan man som tilskuer mærke, hvordan det er at tage en grankogle i hånden – og kaste den. Nu.

’At lære at dø’. Tekst og instruktion: Viktor Tjerneld. Oversættelse: Ann-Sofie Estrup Bertelsen. Scenografi: Peter Schultz. Lysdesign: Jari Matsi. Videodesign: Christian Halberg. Lyddesign: Emil Bøll. Varighed: 90 min. Aldersgruppe: fra 15 år. Teater Mungo Park i Allerød. Til 8. december 2022

Anne Middelboe Christensen læser Information

Måske skulle du også prøve?

Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.

Prøv Information gratis i en måned.

Prøv Information nu
Følg disse emner på mail