Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Skammen’ er Annie Ernaux på autopilot, og hendes autopilot er altid uforlignelig

Annie Ernaux’ seneste roman på dansk gør sig fri af spektakulære hovedpersoner for i stedet at fremhæve tingene og den fælles tid som det, der definerer menneskenes liv
Det er ikke helt det samme højdepunkt at læse ’Skammen’ som andre Ernaux-titler. Det er, som om den tematiserede skam, fordi den gennemsyrer alt, også forbliver lidt uklar.

Det er ikke helt det samme højdepunkt at læse ’Skammen’ som andre Ernaux-titler. Det er, som om den tematiserede skam, fordi den gennemsyrer alt, også forbliver lidt uklar.

Julie Sebadelha

Kultur
7. oktober 2022

Du lærer at skamme dig over din plads i klassesamfundet, før du lærer at nyde. Sådan hænger det i hvert fald sammen for de unge piger, der befolker Annie Ernaux’ forfatterskab, og som har rødder i samfundets lavere lag. 

Således også i Skammen, oprindeligt skrevet i 1995, men først nu mesterligt oversat til dansk. Kortromanen handler om den ellers stille junisøndag i 1952, hvor den knap 12-årige Annie D. overværer sin far forsøge at slå moren ihjel. Familien er småhandlende i en mindre by i Nordfrankrig og har akkurat hævet sig over deres bondebaggrund.

Den søndag, som ingen siden skal nævne, er det, som om den krampagtighed, hvormed forældrene klamrer sig til deres plads i det sociale og materielle hierarki, koger over. Der sker »noget med vanvid og død«, noget, som ikke kan forklares. En mønsterbryders grundrædsel for fortabelse og fængsel stikker hovedet frem.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Marie-Christine Poncelet

I skammen , er det særligt, skammen over ens eget baggrund som pigen mærker i den katolske kostskole hun går i, hvor hun omgås et provincial s små borgerlighed s blik, et blik der udstøder, et blik hun selv derefter anvendt når hun ser på sig selv og sine forældre.