Du lærer at skamme dig over din plads i klassesamfundet, før du lærer at nyde. Sådan hænger det i hvert fald sammen for de unge piger, der befolker Annie Ernaux’ forfatterskab, og som har rødder i samfundets lavere lag.
Således også i Skammen, oprindeligt skrevet i 1995, men først nu mesterligt oversat til dansk. Kortromanen handler om den ellers stille junisøndag i 1952, hvor den knap 12-årige Annie D. overværer sin far forsøge at slå moren ihjel. Familien er småhandlende i en mindre by i Nordfrankrig og har akkurat hævet sig over deres bondebaggrund.
Den søndag, som ingen siden skal nævne, er det, som om den krampagtighed, hvormed forældrene klamrer sig til deres plads i det sociale og materielle hierarki, koger over. Der sker »noget med vanvid og død«, noget, som ikke kan forklares. En mønsterbryders grundrædsel for fortabelse og fængsel stikker hovedet frem.
I skammen , er det særligt, skammen over ens eget baggrund som pigen mærker i den katolske kostskole hun går i, hvor hun omgås et provincial s små borgerlighed s blik, et blik der udstøder, et blik hun selv derefter anvendt når hun ser på sig selv og sine forældre.