Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Stor forfatters ungdomsdagbog skildrer forelskelsen i en krigstid

Den østrigske forfatter Ingeborg Bachmanns ungdomsdagbog fra Anden Verdenskrigs slutning skildrer en gryende forelskelse, der aldrig blev forløst
Den unge Ingeborg Bachmann beskriver i sin dagbog den allestedsnærværende frygt, der senere skulle løbe som en understrøm i hendes forfatterskab, men også den resignation, der griber den krigsramte.

Den unge Ingeborg Bachmann beskriver i sin dagbog den allestedsnærværende frygt, der senere skulle løbe som en understrøm i hendes forfatterskab, men også den resignation, der griber den krigsramte.

Foto fra forlaget

Kultur
4. november 2022

Det er maj 1945, krigen er i sin afsluttende fase.

En ung Ingeborg Bachmann sidder i sine forældres hus i landsbyen Hermagor i den østrigske Kärnten-provins og læser Baudelaire, mens bomberne falder omkring hende.

Hun er 18 år, og i sine ledige stunder nedfælder hun sine daglige betragtninger i sin dagbog.

Her beskriver hun den allestedsnærværende frygt, der senere skulle løbe som en understrøm i hendes forfatterskab, men også den resignation, der griber den krigsramte, når frygten efter nogen tid slår om i udmattelse, og man ikke længere orker at gå ned i bunkerens iltfattige luft: »Tanken om at gå til grunde dér sammen med alle de andre, som blandt en flok kvæg, er rædselsfuld,« skriver hun.

Men krigens gru og den tilstundende forløsning, som Bachmann så småt kan skimte i horisonten, bliver dog pludselig overskygget af en ung, engelsk officer ved navn Jack Hamesh, som hun møder på et socialkontor, hvor hun har henvendt sig for at få et identitetsbevis.

De to indleder snart en intens brevveksling, som vil forfølge dem begge resten af livet, selv om de aldrig mødes igen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her