Manden er subjektet, og kvinden er objektet. Det var den feministiske filosof Simone de Beauvoir (1908-1986), der satte disse beske ord på kønnenes relation tilbage i 1949. Og på Teatret ved Sorte Hest bliver denne forskel helt konkret i forestillingen Beauvoir.
På scenen holder de to performere nemlig hver sit tegn: et kryds og en trekant – med krydset som symbol for subjektet og trekanten som symbol for objektet. Akkurat som i grammatikkens verden. Tilskuerne griner lidt fjoget og ser på hinanden. »Er jeg vitterlig bare et objekt?« er det indre spørgsmål, der lyser ud af alles øjne. Men alle ligner nogle, der opfatter sig selv som et ’subjekt’. Både kvinder og mænd. Dermed er tankelegen sat i gang: en lystig og provokerende tankeleg om kønnenes historie.
Resultatet er en imponerende intens og fængende ’teatralsk forelæsning’. Beauvoir er netop ikke fiktion, for teksten er vitterlig skabt ud fra Simone de Beauvoirs filosofiske debatbog Det andet køn.