En ung mand på 21 og en ung kvinde på 17 er til fest sammen. Han overtaler hende, der aldrig har drukket før, til at drikke et glas champagne. De går ud for at trække lidt luft i en nærliggende park. Det er køligt, og han finder et redskabsskur, hvor de kan lune sig og ryge lidt hash. De har sex, men da de kommer ud, er deres historier om, hvad der foregik i skuret, vidt forskellige.
Han siger, at hun gerne ville og var ophidset. Hun siger, at han var truende og forgreb sig på hende – voldtog hende. Det er ord mod ord, og det er omdrejningspunktet i den franske filmskaber Yvan Attals nye, interessante film, Anklagen, der ligesom en anden af ugens premierefilm, abortdramaet Call Jane, blander sig i en endog meget aktuel og følsom debat, der ikke mindst handler om at give stemme til kvinder, som har været udsat for overgreb.