Musikkritik
Læsetid: 3 min.

Carla dal Forno tilbyder os en slags postpunk for den pyjamasklædte

Australske Carla dal Forno fortsætter med at findyrke sin sovekammeræstetik på nyt album, der balancerer mellem døsighed og fortryllelse
Carla Dal Forno har taget soveværelsesproduktionens intimitet på sig som en æstetik.

Carla Dal Forno har taget soveværelsesproduktionens intimitet på sig som en æstetik.

PR-foto

Kultur
22. november 2022

Omkring årtusindskiftet blev begrebet soveværelsesproducer udbredt. Software og billigere producerfaciliteter havde demokratiseret indspilningsprocessen, så musikere ikke længere var afhængige af at leje sig ind i dyre studier. Det førte til en kreativ opblomstring af uafhængige kunstnere og en digitaliseret gentænkning af punkens gamle do-it-yourself-æstetik, men det førte på godt og ondt også til hærskarer af kunstnere, der uden den selvdisciplin, som kræves, når man har et par dage i et dyrt studie, kunne sidde i en uendelighed og fortabe sig i nørkleri.

Livstegn fra et vinterhi

Nogle kunstnere har taget soveværelsesproduktionens intimitet på sig som en æstetik. Det gælder i høj grad for australske Carla dal Forno, der næsten altid formår at lyde, som om hun lige er væltet ud af en bunke dyner for at sætte sig hen til computeren, mikrofonen og den elbas, som er et gennemgående træk i hendes sange. Her indsynger hun så sine vinterblå ballader, der udsendes på hendes eget label, Kallista Records, som livstegn fra et lille kammer. Og så forestiller man sig, at hun prompte kaster sig under dynen igen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her