Man skulle tro, at det var arrangeret: Da jeg træder ind på Den Hirschprungske Samling en grå novemberdag for at se den maleriske pendant til årstiden, nemlig museets store Ejnar Nielsen-retrospektive udstilling, som helt kontraintuitivt er betitlet Livstegn, vrimler det med elever, fra hvad jeg skyder på er 7.–8. klasse. De er på skoletur og har tilsyneladende fået frit lejde i salene. Nu vrimler de rundt og gør, hvad store børn nu engang gør: larmer.
Jeg kan godt lide deres selskab. De sætter spor i det tyste museums lydtæppe: De afgiver livstegn.
Og det gør Ejnar Nielsens malerier også, hvis man lige giver dem tid. De falmede vægge bag figurerne i de berømte værker »I hans øjne så jeg døden« og »Den syge pige« er måske ikke gullige på grund af mug, skidt og fattigdom, men fordi der i alting findes en indre glød, tænker man, efterhånden som man bevæger sig frem.
Ejnar Nielsen blev kaldt dødemaleren og malede ofte mennesker, som livet ikke havde skånet for modgang. Men blandt de dystre indtryk finder man også mildhed og lys.
