Teaterkritik
Læsetid: 6 min.

Forestillingen ’Mens solen brænder’ er et kærtegn mod den jord, der er ved at gå under

Klimateaterforestillingen ’Mens solen brænder’ tackler de store tanker om apokalypsen. Men også tanker om kærligheden mellem en mor og hendes søn – og hvorfor en mor ikke bare kan acceptere verdens undergang

Den sorte jord bliver revet omhyggeligt, mens dommedagstankerne presser sig på mellem mor og søn både på scenen og i virkeligheden, når Lotte Andersen og Louis Bodnia Andersen spiller sammen i Niels Erlings iscenesættelse af ’Mens solen brænder’ på Sort/Hvid.

Emilia Therese

Kultur
25. november 2022

Lotte Andersen graver i noget jord. Hun nusser om krydderurter, mens hun nænsomt sørger for, at hendes planter har godt med jord omkring sig. Sikkert akkurat ligesom hun har sørget for, at hendes søn voksede op i tryghed og kærlighed. Altså sønnen Louis Bodnia Andersen, der nu er blevet voksen og har fulgt i hendes fodspor som skuespiller – og som i forestillingen kravler op ad en stenvæg bag hende, mens han nysgerrigt lytter til en podcast om verdens undergang. I hvert fald indtil hans mor tvinger ham til at tale om frygten for den dag, hvor det hele er forbi.

Det er situationen i teaterforestillingen Mens solen brænder: En mor og hendes voksne søn, der diskuterer klimakrisens konsekvenser, mens temperaturen stiger, og arterne uddør … Det er blevet til intenst klimateater om vores forestillinger om, hvad der egentlig vil ske, når det er forbi.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her