bogkritik
Læsetid: 4 min.

Myten om den lidende, ensomt skabende, mandlige kunstner er sejlivet

Hvor skal man gå hen for at blive poesiens fardæmon kvit? Thomas Boberg går til selv samme dæmoniserede poesi med helt åbne øjne og en narhvalstand om sin rynkede hals
Den faderskikkelse, ’69 dæmoner’ skriver frem, er på en måde indbegrebet af den moderne poesi, som også Thomas Bobergs forfatterskab udspringer af.

Den faderskikkelse, ’69 dæmoner’ skriver frem, er på en måde indbegrebet af den moderne poesi, som også Thomas Bobergs forfatterskab udspringer af.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
2. december 2022

Patriarken falder. Lars Skinnebach sagde det ligeud i sin digtsamling fra i februar. Man kan desuden se sig rundt i kunsten og populærkulturen, der falder han også, og nu siger et digt i Thomas Bobergs nye samling, skrevet med et glødende nærvær, 69 dæmoner, det sådan her:

Selvom du er død
selvom du er et foster
af en skrøbelig fantasi
selvom jeg endnu ikke
helt
forstår
hvor jeg skal gå hen
for at blive dig kvit
selvom du er død
og jeg lever
står du der
og praler med
din indbildske magt

Digtet er et af samlingens første, dets titel er »Magt«, og dets ’du’ er en mytologisk og dæmonisk faderskikkelse, der, skal det vise sig, både har med digtningen og familien at gøre. Han ødelægger og skaber, lover og lever i ensom majestæt. Fra ham overtager jeget myten »om eneren/i verden«, som der står i titeldigtet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Den faderskikkelse, 69 dæmoner skriver frem, er på en måde indbegrebet af den moderne poesi, som også Thomas Bobergs forfatterskab udspringer af. Den poesi, der ud over at have givet os et bibliotek af helt vidunderlige værker, også har skabt myten om eneren og den ophøjede kunst, en myte, jeget i 69 dæmoner også har dyrket".

På mange måder en fremragende anmeldelse, i hvert i en forståelse af den samfundsmæssige, sociale og kulturelle kontekst, som digtsamlingen direkte og indirekte også forholder sig til og gør op med.

Hvad med, at man på dagblade som Information og Politiken også får gjort op med de samme dæmoner, og tilsvarende på institutterne for kunst og kultur på universiteterne og på kunstakademier og forfatterskoler rundt om i landet.

Jeg har tidligere beskæftiget mig ret indgående med Rilkes digtning og har nu for nylig foretaget et mindre genbesøg.

I den sammenhæng har jeg gjort mig mange af de samme tanker, som kommer til udtryk i denne anmeldelse. F.eks.

"Poesien er der, han går hen. Ikke i sikker overbevisning, for poesien er vel altid i tvivl, den kan ikke som sådan have en plan, og paradoksalt er det tillige, for det er jo netop djælvefaren, der har givet jeget poesien.

@Bjarne Toft Sørensen!

Du skriver: "Hvad med, at man på dagblade som Information og Politiken også får gjort op med de samme dæmoner, og tilsvarende på institutterne for kunst og kultur på universiteterne og på kunstakademier og forfatterskoler rundt om i landet."

Så vidt jeg har forstået, så var det netop med den begrundelse, at forfatterskolen og lignende skriveskoler blev oprettet, hvor man er funderet i en kollektiv diskussion af teksterne. Men det er svært, at gøre op med myten om den eneren og den ophøjede kunst, fordi du alligevel ender alene ved dit skrivebord, og alene med din tekst.