»De historier, som dette par leverede, var gnisten, som startede en verdensomspændende ildebrand.«
Sådan sagde The New York Times-redaktøren Rebecca Corbett i april 2018, da hun sammen med de to journalister Jodi Kantor og Megan Twohey fik en Pulitzerpris for avisens afsløring af filmproducenten Harvey Weinsteins mange seksuelle overgreb mod utallige kvinder og generelt tyranniske adfærd.
#MeToo-bevægelsen opstod i kølvandet på avisens undersøgende journalistik, der blev bragt i efteråret og vinteren 2017, og i dag, fem år senere, kan efterdønningerne af bølgen stadig mærkes.
Weinstein selv blev dømt til 22 år i fængsel ved en domstol i New York, og han står over for flere anklager i både Los Angeles og London. Kantor og Twohey skrev en bestseller om arbejdet med sagen og afsløringerne, og den bog, She Said, er nu blevet til en fiktionsfilm med samme titel.